01-dec-2023_Ref.af B-møde

REFERAT AF BESTYRELSESMØDE

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

1. DECEMBER 2023    |     BESTYRELSESMØDE

 

DAGSORDEN

 

  1. Velkomst
  2. Gensidig Orientering
  3. Økonomi & budget for 2024

  4. Byggesager
  5. Vandudvalg
  6. GuldvangsPosten / Hjemmesiden
  7. Retningslinjer for afvigelser ifm. deklarationer

  8. Procedure for betaling til medlemmer ifm. arbejde

  9. Veje & stier
  10.  Eventuelt

 

1.  VELKOMST

Årets sidste bestyrelsesmøde blev afholdt i rigtig vintervejr med frost og et hvidt drys over landskabet. Mødet blev holdt hos Steen Hansen (SH) på Peter Larsens Vej med ovenstående dagsorden. Allan Nielsen (AN) kunne byde velkommen til bestyrelsen, hvor alle var mødt.


2.  GENSIDIG ORIENTERING

AN har været til møde med naboforeningerne, hvor Frydenlund var vært. Bemærkelsesværdigt var det, at formanden der, kunne fortælle, at de havde fået skiftet el-kabler på grund af større forbrug, det er sikkert noget, vi også får behov for, men det er jo el-selskabernes opgave. 


Som omtalt i forrige beretning, er ”Sammenslutningen” blevet etableret og har holdt generalforsamling, 4800 sommerhusejere er her repræsenteret.


Liberaliseringen af postloven skulle ikke få konsekvenser for herboende, da vi har postkassehusene.


Der er blevet talt om, at det var en god ide at indhente tilbud på slæb og afretning af vore veje, men AN har i mødet med andre foreninger erfaret, at vi tilsyneladende har en god aftale med Varde Kommune.


Steen har været tovholder i et førstehjælpskursus, afholdt hos Leymus - det var en succes, men vi har dog ikke planer om at gentage det.


Der er fra nogle lodsejere blevet spurgt til, om der er planer for gentagelse af Hede Danmarks træfældning. Firmaet anbefaler, at der skal gå 4 til 5 år mellem sådanne kampagner, så vi skal nok ikke regne med gentagelse før 2026. Men det står naturligvis alle frit for at rette henvendelse til dem.


Naturstyrelsen har observeret et par uautoriserede broer over Hundevejsgrøften, dem vil de have fjernet, da det måske kan skabe præcedens for etablering af den slags broer. De beder foreningen rette henvendelse til de pågældende grundejere i første omgang, ellers vil de blive fjernet.

 

3.  ØKONOMI & BUDGET FOR 2024

Per Toftdahl (PT) orienterede om regnskabet, han havde inden mødet rundsendt opdateret regnskab til bestyrelsen. Grøfterne har i dette år, indtil nu kostet ca. 35.000 kr. Det kommende projekt med Kirkeflodsgrøften regner vi med at få projekteret og udført i det kommende år.

Vi drøftede, om der var basis for at ændre på kontingentet, men blev enige om, at der trods en solid økonomi, vil udgifterne til det kommende projekt være forbundet med en vis usikkerhed med hensyn til endelig pris.


Vi har fået 20.000 kr. fra Norlys for benyttelse af foreningens område, til deres teknikhuse.


PT oplyste også, at der er solgt 19 huse i år, det går tilsyneladende godt med at få solgt det udbudte.


4.  BYGGESAGER:

Der er tre verserende byggesager. Det er et anneks, en overskridelse af byggefelt og en tilbygning. Kommunen beder om stillingtagen fra foreningen i disse sager. Grundejerne vil blive orienteret direkte.


5.  VANDUDVALG

Grøften, der udgør skellet til Frydenlund er blevet oprenset, udgifterne til dette deles mellem de to foreninger.


Regeringen vil fremover give kommunen myndighedsansvaret for håndteringen af højtstående grundvand. Det vil sikkert, på et tidspunkt, komme til at berøre sommerhusområderne.


Vi har fået foretaget en gennemgang af grøfter, det var tilfredsstillende. Løbende holder vi øje med behovet for spuling af grundvandssænkning, det vil sige, det sker nu mest med Aage Siigs øjne. Vi drøftede, hvordan fremtiden med hensyn til overvågning af dette kunne foregå, Aage vil nok ikke altid stå til rådighed. Vi vil forsøge at få et oplæg fra Fuldendt om, hvordan de eventuelt kan hjælpe os.


Naturstyrelsen har lavet en formel aftale med os om de tre broer, vi fik etableret over Guldvangsgrøften.


6.  GULDVANGSPOSTEN / HJEMMESIDEN

Vi er som vanligt glade for muligheden med at kommunikere gennem hjemmeside og GuldvangsPosten. Vi har her mulighed for hurtigt at kommunikere ud til medlemmerne om aktuelle sager, vi skal blot huske at bruge det.

 

7.  RETNINGSLINJER FOR AFVIGELSER IFM. DEKLARATIONER

Vi har i en række sager talt om afvigelse fra deklarationer, vi forudser at der i fremtiden vil blive snakket om solceller. PT tog initiativ til, at komme med et oplæg til næste bestyrelsesmøde om, hvordan sådanne retningslinjer kan udformes.


8.  PROCEDURE FOR BETALING TIL MEDLEMMER IFM. ARBEJDE

Der er udformet en procedure for betaling til medlemmer af foreningen for arbejde udført for foreningen. Her kan nævnes Egon, der opstiller nye skilte ved Guldvangen, Aage Siig, der går rundt og kigger i brønde og holder øje med grøfter og Conny, der opdaterer hjemmeside og sørger for GuldvangsPosten.


9.  VEJE & STIER

På Guldvangen er bumpene nu etableret, og vi er enige om, at de fungerer rigtig godt. Vi har forud diskuteret en del om de er for voldsomme, men det er tilsyneladende det, der skal til, hvis hastigheden skal holdes nede. Nu hvor vi var i gang, blev brøndringene på den yderste del af Guldvangen også debatteret, der bliver tilsyneladende skabt spor i kørebanen når trafikken bliver ledt ind i et spor.


Der er fra kommunen side udstedt en gravetilladelse på Hans Hansensvej.


10.  EVENTUELT

Steen Hansen (SH) oplyser, at der vil blive afholdt loppemarked ved Leymus den 2. juni 2024.


Næste møde forsøges afholdt 16. februar 2024.  




     

    GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN

     

    CVR NR. 33798423