Seneste Nyt

SENESTE NYT FRA OMRÅDET

STORT OG SMÅT - KORT FORTALT

SENESTE NYT 

15-APR-2024     |     REFERATET FRA GENERALFORSAMLING & INFO OM AKUTHJÆLPERORDNINGEN

Der blev nærmest at ny rekord i deltagerantal ved generalforsamling den 30. marts 2024 og tilsvarende mange blev også til forfriskningerne til frokost. Referatet fra mødet er nu loadet op under fanen Foreningen > Bestyrelsen > Referater, her.


Efter generalforsamlingen gav Marlene Søndergaard-Nielsen en kort intro til et nyt frivilligt tiltag i vores område - nemlig Akuthjælperordningen, der i samarbejde med Region Syddanmark og Ambulance Syd dækker Nymindegab, Nørre Nebel og Nymindegab. Vores beliggenhed betyder at ambulancen ved akutopkald (112) kan være lidt længere undervejs og der træder 13 frivillige lokale akuthjælpere til via en app, der aktiveres ved akutopkaldet - de tre, der er tættest på skadestedet rykker ud. Alle akuthjælpere har gennemgået et intensivt kursus på to dage og kan således betjene det udstyr, som er ophængt i de tre byer, der ud over en fyldt stor rygsæk med almindeligt førstehjælpsudstyr også består af hjertestarter, iltflaske, blodtryksmåler, epipenne mv., så de er ganske godt dækket ind til at kunne hjælpe. Alle akuthjælpere er naturligvis underlagt tavshedspligt.

- Allan Nielsen


09-APR-2024     |     INVITATION TIL VILDSKAB I SOMMERHUSHAVEN

Vi mærker en stigende interesse for vildere og mere naturlige haver – også på sommerhusgrunde. Derfor inviterer Varde Kommune i samarbejde med Grundejerforeningen Guldvangen til en inspirerende dag med foredrag og workshop ved biolog Stine Tuxen, der har sit eget firma, NaturTuxen. 


Tid: Lørdag den 27. april 2024 kl. 9.00-15.30

Sted: Leymus, Houstrupvej 30, 6830 Nr. Nebel

Pris: Gratis for grundejere i Guldvangen

Seneste tilmelding: 22. april 2024

Program & flere detaljer: Se her


Vi glæder os til en "vild" dag i sommerhushavens tegn.

- Steen Hansen


09-MAR-2024     |     LÅSEN I DØRENE IND TIL POSKASSEHUSENE ER BLEVET AFMONTERET

I Guldvangen har vi for et par år siden vedtaget at fjerne låsen til dørene ind til postkassehusene, så der er fri adgang ind i husene. Ud over at man nu kan få post leveret uden at der kræves systemnøgle, så kan man f.eks. også få sin avis leveret af avisbud. Det betyder samtidig, at man frit kan anvende egen individuel lås til postkassen, f.eks. den der passer sammen med sommerhusnøglen. Hvis der er ønsker om at få åbnet en eksisterende postkasse for at skifte lås, kontakt bestyrelsen.

- Allan Nielsen


01-MAR-2024 | INFORMATION OG TILMELDING TIL GENERALFORSAMLING

Glem ikke Generalforsamlingen, der finder sted i Blåbjerg Friskoles hal, lørdag den 30. marts 2024 kl. 10:00 med dagsorden ifølge vedtægterne, se indkaldelse her. Der vil være øl og vand som sædvanligt, men til alle der ønsker at deltage i den efterfølgende spisning af smørrebrød, vil vi gerne bede om tilmelding af antal deltagere - helst på mail senest 24. marts 2024: kontakt@guldvangen.dk.

- Allan Nielsen


27-FEB-2024      |     DELTAG I VIRTUELT MØDE OM HÅNDTERING AF VAND I VARDE KOMMUNE

Fra Teknik & Miljø har bestyrelsen modtaget denne invitation til alle sommerhusgrundejerforeningers medlemmer i Varde Kommune:


Det sidste halve års store mængder nedbør har skabt udfordringer i hele kommunen. Den 11. marts 2024 holder Varde Kommune derfor et virtuelt borgermøde om vandhåndtering. Modsat borgermødet i november, som var målrettet Blåvand og sommerhusområderne, dækker denne hele kommunen på et generelt plan. Derfor dækkes vandudfordringer i både byer, det åbne land og sommerhusområder.

 

Invitationen til mødet, der er åbent for alle findes her: Deltag i virtuelt møde om vandhåndtering i Varde Kommune
 - Allan Nielsen

18-FEB-2024      |    LOPPEMARKED I HOUSTRUP

Har du noget nyt, gammelt, skrammel eller andet som bare står, så har du nu muligheden for at komme af med det. Grundejerforeningen Guldvangen arrangerer - i samarbejde med Købmand Hansen og Leymus - et lokalt loppemarked ved Leymus, Houstrupvej 30, hvor du kan sælge alt mellem himmel og jord – dog ikke dyr. Arrangementet finder sted den 2. juni 2024, kl. 10-16. Læs mere her.

 - Steen Hansen

10-FEB-2024      |    DEN FORBEDREDE MOBILDÆKNING I VORES OMRÅDE ER GÅET I LUFTEN

Ifølge TDC er den nye mast taget i brug fredag den 9. februar 2024. Der vil blive finetunet på signal og kvalitet de første dage og dette skulle alt andet lige bevirke, at signalet bliver gradvist bedre i løbet af kort tid.

 - Steen Hansen

20-DEC-2023     |    DEN FORBEDREDE MOBILDÆKNING I VORES OMRÅDE ER FORSINKET

Bestyrelsen har haft kontakt med TDC i forbindelse med idrifttagning af den nye mobilmast på Lønnehedevej 86. Projektet er forsinket og man forventer igangsætning i slutningen af januar 2024.

- Steen Hansen

06-DEC-2023     |     GLÆDELIG JUL & GODT NYTÅR  -  SAMT REGLER FOR NYTÅRSFYRVÆRKERI

Bestyrelsen ønsker medlemmerne en rigtig dejlig december samt en glædelig jul og et godt nytår. Tak for endnu et godt år i grundejerforeningen.


Vanen tro og for god ordens skyld er her reglerne for nytårsfyrværkeri i forbindelse med stråtage (se tegning her):

Afstandskrav for almindeligt fyrværkeri: 100 m  - og hvis det er blæsevejr er kravene dobbelt, dvs. 200 m.

Afstandskrav for almindeligt raketter: 200 m  -  og hvis det er blæsevejr er kravene dobbelt, dvs. 400 m.

Bestyrelsen ønsker alle en flot og fredelig nytårsaften!

- Allan Nielsen


30-NOV-2023     |     OPDATERET VEDLIGEHOLDESESPLAN FOR GRØFTER I GULDVANGEN

Pr. 27. november har vi fra vores rådgivende ingeniører Fuldendt fået en opdateret og formel vedligeholdsplan for grøfterne i Guldvangen

Læs mere her.

- Allan Nielsen

10-NOV-2023     |     TRÆFÆLDNING

På baggrund af enkelte grundejeres ønske om træfældning har vi i dag haft en snak med HedeDanmark (HD). HD bekræfter, at der i samme område skal gå 3-4 år imellem større træfældningsprojekter, så bestyrelsen vil først overveje at gennemføre et sådant projekt igen i 2025/2026, da vi jo havde en større fældning i 2022 med ca. 1.000 træer.


Såfremt enkelte grundejere har mange træer og kan "lokke" HD - eller en anden leverandør - til at fælde disse, er det naturligvis fint for bestyrelsen - blot skal man notere, at det bliver en aftale imellem grundejer og leverandøren og at bestyrelsen ikke er en del af projektet og dermed ej heller stiller pladser til rådighed til opbevaring eller indtager en koordinerende rolle. Såfremt træet skal ligge efter fældning, må det ligge på grundejerens matrikel.


Såfremt spørgsmål er man velkommen til at kontakte undertegnede.

- Steen Hansen

07-NOV-2023     |     BEDRE MOBILDÆKNING I VORES OMRÅDE

Som mange har konstateret, så er der flere steder, hvor der er dårlig mobildækning i vores område. Det bliver nu forhåbentlig bedre.

I al fald har TDC oplyst, at de er ved at opsætte en mobilmast på Lønnehedevej 86 og det er i en afstand af ca. 1,3 km fra eksempelvis Peder Larsensvej. Den mast, som står tættest på lige nu er i Nørre Nebel, en afstand på ca. 3,2 km. Afstandene (fugleflugtslinje) er fundet på www.mobilmaster.dk  - her kan man også finde de eksisterende master, deres placering og hvilke selksaber der ejer / benytter masterne.


Den nye mast skulle ifølge TDC være klar til idriftsætning 13. december 2023. Så måske det giver anledning til at se på, hvilke teleselskaber der benytter sig af TDC masterne - og dermed finde en mobiludbyder med en forhåbentlig bedre dækning. De selskaber som benytter sig af TDC er blandt andre TDC, Yousee, Fullrate, Telmore, Velkommen Mobil, Nettalk, Unotel, Eesy og Hallo. Andre selskaber har mulighed for at "købe sig" til at benytte masten på Lønnehedevej.


Bestyrelsen har spurgt, hvilken forskel vi kan forvente - her er TDCs svar:

Ja, det vil gøre en stor forskel, både på dækning og kapacitet. I dag er det kun signalet fra én antenneretning I har glæde af. Med den nye mast er der tre antenneretninger til at dække jeres område. Og afstanden til den eksisterende mast gør, at det kun er de langtrækkende lavkapacitetssignaler, der når jer. Fra den nye mast får I fuld glæde af kapaciteten fra alle bånd. Jeg tænker I vil opleve langt hurtigere dataforbindelser og mere stabil dækning.

- Steen Hansen

23-SEP-2023     |     4.818 SOMMERHUSEJERE STIFTER NY MAGTFULD FORENING

Ifølge Jyske Vestkysten er foreløbig 12 sommerhusgrundejerforeninger gået sammen om at stifte Sammenslutningen af Sommerhusgrundejere i Varde Kommune. Formand for foreningen er valgt Allan Junge fra Varde.  Læs mere her.

- Steen Hansen

21-SEP-2023     |     OPDATERET: FØRSTEHJÆLP VED HJERTESTOP FOR INTERESSEREDE GRUNDEJERE

På seneste generalforsamling blev det foreslået, at der tilbydes kursus i livredende førstehjælp samt instruktion i brug af hjertestarter (AED). I samarbejde med Cardiocare inviterer bestyrelsen derfor interesserede deltagere til et traditionelt førstehjælpskursus den 14. oktober 2023. Tidligere lagde bestyrelsen op til to kurser, men på grund af for få tilmeldte aflyses det ene. Læs mere her.

- Steen Hansen

18-SEP-2023     |     MILITÆRØVELSEN BRAVE LION

For første gang siden 2020 er der kampvogne med til Brave Lion, der er Hærens største øvelse i år. 2.600 soldater fra 1. Brigade skal træne angreb og forsvar i Oksbøl Skyde & Øvelsesterræn - og det foregår i perioden 18. til 29. september 2023.

Se mere her.

- Allan Nielsen

02-JUL-2023     |     BESTYRELSEN ØNSKER ALLE EN GOD SOMMER

Alle grundejere og gæster i vores område ønskes en rigtig dejlig sommer. 

- Allan Nielsen

15-JUN-2023     |     AFBRÆNDINGSFORBUD I VARDE KOMMUNE

På grund af tørken og den forhøjede brandfare indføres der afbrændingsforbud i Esbjerg, Varde og Fanø Kommuner med virkning fra 15. juni 2023 kl. 09.00. Det varme vejr betyder forhøjet risiko for brande. Sydvestjysk Brandvæsen har derfor udstedt afbrændingsforbud for Esbjerg, Fanø og Varde kommuner, som gælder fra 15. juni 2023 kl. 09.00 og indtil det ophæves.

Forbuddet indføres under hensyn til den aktuelle brandfare og ud fra en konkret risikovurdering af de lokale forhold.


Afbrændingsforbuddet betyder, at nedenstående ikke er tilladt:

  • At bruge kulgrill
  • At bruge grill udenfor egen/privat grund med beboelse
  • At ryge i naturen
  • At tænde bål og bruge åben ild udendørs
  • At bruge apparater og genstande, der skaber gnister, gløder eller flammer udendørs

Læs mere om afbrændingsforbudet her.

- Allan Nielsen


21-MAJ-2023     |     DER VAR STOR TILSLUTNING TIL STRANDRENSNINGEN

Mellem 60 og 70 deltog til årets Strandrensning på en overskøn solskinsdag - der var velfortjente pølser øl, vand og slikposer efter indsamling af skrald på stranden. Se billeder fra dagen her.

- Allan Nielsen


26-APR-2023     |     NY AFFALDSPLAN I 2024 FOR SOMMERHUSE I VARDE KOMMUNE

I sommerhusområderne er der lige nu én skraldespand ved sommerhuset, og alle genanvendelige affaldstyper skal tages med til miljøstationerne. I fremtiden skal sommerhuse også frasortere madaffald fra restaffald, lige som de skal sortere det øvrige affald. Læs mere om de nye muligheder for sommerhuset på Din Forsyning her.

- Allan Nielsen


22-APR-2023    |     FORMODET TYSK MINE FRA ANDEN VERDENSKRIG FUNDET PÅ STRANDEN VED NØRRE NEBEL

Bomberyddere har gennemført en sprængning på stranden ved Nørre Nebel i Sydvestjylland, oplyser Sydjyllands Politi. Det skyldes, at der var fundet en formodet tysk mine fra Anden Verdenskrig. Afspærringen i forbindelse sprængningen er ophævet. Politiet skrev tidligere lørdag, at det kunne give et kraftig brag i området under bortsprængningen. Læs mere her.

Kilde: TV2 Nyhederne


20-APR-2023     |     REFERAT FRA GENERALFORSAMLINGEN

Se referatet fra Generalforsamlingen her.

- Allan Nielsen

04-APR-2023 | REGLER FOR BRUG AF GRILL OG ÅBEN ILD

Påsken står for døren og forhåbentlig er en solrig, varm og måske tør sommer på vej. Det betyder, at vi allerede nu skal være særligt opmærksomme på farerne ved brug af grill og åben ild i sommerhusområdet. Vi henstiller derfor til særdeles forsigtig omgang med ild, gløder og aske. Sydvestjysk Brandvæsen har et par gode foldere - "Brandgode Råd" & "Information fra Brandvæsnet" - som kan printes ud både på dansk, tysk og engelsk. Også Beredskabsstyrelsensgenerelle regler for brug af grill, bål og ukrudtsbrænder er værd at læse og informere vores gæster i området om.


Vi ønsker jer alle en rigtig god påske, forårs- & sommersæson!

- Allan Nielsen


03-APR-2023    |     GRENPLADSEN PÅ HOUSTRUPVEJ

HUSK at grenpladsen på Houstrupvej 91 holder åbent for haveaffald her i foråret fra mandag den 6. marts til søndag den 16. april 2023 (dvs. uge 10-15) og igen til efteråret fra mandag den 6. november til søndag den 26. november 2023 (dvs. uge 41-43). Der er åbent døgnet rundt i disse perioder. Se mere om Varde Kommunes genbrugspladser her.

- Allan Nielsen


19-DEC-2022    |   TILBUD FRA HEDE DANMARK OM TRÆFÆLDNING

Vi har netop fået et tilbud fra HedeDanmark om at komme med i en fældningsrunde allerede i uge 3, 2023 – lidt kort varsel, men vi har valgt at gå videre med det gode tilbud. Hvis ikke man har mulighed for at være med nu, så er vi sikre på, at der kommer en ny omgang senere. Læs mere om tilbuddet og hvordan man tilmelder sig her.

- Steen Hansen


11-DEC-2022    |   BYFORTÆLLINGER FRA NØRRE NEBEL

"Nørre Nebel ligger så naturskønt, som man kan tænke sig i det vestjyske. Lige sydvest for byen ligger Blåbjerg Plantage med stier til både gåture, løb og mountainbike. Fortsætter du lidt videre mod vest rammer du de brede hvide sandstrande, som lokker med bølgeskvulp og badevand. Mod syd ligger naturperlen Filsø, mens Ringkøbing Fjord venter mod nord". Sådan indleder Varde Kommune sin beskrivelse af byen i rækken af byfortællinger - se video og mere om byen her.

- Per Toftdahl


11-OKT-2022    |   KRAFTIGE "MORMOR-LADERE" UDGØR BRANDFARE

Sikkerhedsstyrelsen har i Parcelhusejernes Landsforenings blad skrevet en vigtig artikel om brandfaren i sommerlandet ved at anvende kraftige såkaldte "mormor-ladere" til el-biler - især hvis strømmen trækkes fra en almindelig stikkontakt, der maksimum må trække 6 ampere.

Læs artiklen her

- Per Toftdahl


08-SEP-2022    |   VEDLIGEHOLDELSESPLAN FOR GRØFTER I GULDVANGEN

I august 2022 har vi fra vores rådgivende ingeniører Fuldendt fået en formel vedligeholdsplan for grøfterne i grundejerforeningen Guldvangen. Læs mere om arbejdet i Vandudvalget her - vedligeholdelsesplanen her.

- Allan Nielsen


01-JUL-2022    |   NYE KOMMENDE AFFALDSORDNINGER I SOMMERHUSOMRÅDER

Fra efteråret 2024 skal sommerhusene i Varde Kommune sortere i 10 affaldstyper. Hovedparten skal indsamles ved sommerhuset, mens pap, papir og tekstilaffald afleveres på miljøstationerne. Vi får to nye 240 liters affaldsbeholdere, én todelt skraldespand til mad- og restaffald og én todelt genbrugspand til plast/fødevarekarton og metal/glas. I løbet 2023 vil alle sommerhusejere få mere information om ordningen, og om hvordan der skal sortere. Alle vil få et brev, så de enkelte sommerhusejere selv kan vælge hvilken ordning, de ønsker ved deres sommerhus.

- Allan Nielsen


01-JUN-2022     |     FRILUFTSRÅDET TILDELER BADEPUNKT-FLAG TIL VORES BADESTRANDE

Fra tirsdag den 31. maj 2022 pryder Badepunkt atter otte af Varde Kommunes badestrande. Badepunkt er en nordisk mærkningsordning for badesteder med rent badevand, høj badesikkerhed, basal infrastruktur og med mulighed for særlige frilufts-, natur- eller kulturoplevelser.

Det hvide flag stiller samme høje krav til badevandskvalitet og badesikkerhed som det blå badeflag, men giver blandt andet mulighed for at tillade hunde på stranden. 


Følgende strande i Varde Kommune har fået et hvidt flag med Badepunkt: Nymindegab Strand, Houstrup Strand, Henne Strand, Henne Mølleå Strand, Børsmose Strand, Vejers Strand, Blåvand Strand v/ Blåvandshuk Fyr og Hvidbjerg Strand v/ Campingplads. Læs mere i artiklen fra Ritzau her.

- Allan Nielsen


29-MAJ-2022     |     STRANDRENSNINGEN 

Omkring 70 fremmødte til årets strandrensning i godt humør og blæsevejr. Efter indsamlingen var der pølser, øl og vand samt godteposer til alle børn. Se billeder her.

- Allan Nielsen

17-MAJ-2022     |     REFERAT FRA GENERALFORSAMLINGEN

Se referatet fra Generalforsamlingen her.

- Allan Nielsen

06-MAJ-2022    |     HUSK STRANDRENSNINGEN 28. MAJ

Efter to års pause glæder det os, at vi atter kan genoptage det hyggelige arrangement lørdag den 28. maj 2022, kl. 10:00 - vi mødes på parkeringspladsen ved Houstrup Strand. Tag gerne børn eller børnebørn i alle aldre med til denne aktivitet og husk, at når strandrensningen er vel overstået, bydes der på pølser med brød samt øl og vand.

- Allan Nielsen


02-APR-2022    |     VIKING LINK GÅR I LAND I HOUSTRUP

Verdens længste elforbindelse bliver ført i land i på Houstrup strand - læs artiklen i Berlingske her.

- Per Toftdahl


09-MAR-2022    |     GRENPLADSEN PÅ HOUSTRUPVEJ

HUSK at grenpladsen på Houstrupvej 91 holder åbent for haveaffald her i foråret fra mandag den 4. april til søndag den 24. april 2022 (dvs. uge 14-16) og igen til efteråret fra mandag den 10. oktober til søndag den 30. oktober 2022 (dvs. uge 41-43). Se mere om Varde Kommunes genbrugspladser her.

- Allan Nielsen


02-FEB-2022     |     STORMEN MALIK

Stormen Malik har været nådig i vores område - der er kun meldt mindre skader og få væltede/knækkede træer.

- Per Toftdahl

12-NOV-2021     |     FLISHUGNING TRÆ

Hede Danmark skal i gang med at have flishugget stakkene i vores område. De regner med, at der kommer en maskine onsdag i uge 45 og torsdag i uge 46 (dvs. 10. og 18. november). Men det kan godt skubbe sig lidt afhængig af, hvor glat det hele kører.

- Allan Nielsen

10-NOV-2021     |     HOUSTRUP STRANDVEJ

Som bekendt har Houstrup Strandvej været meget vandlidende de seneste år på det flade lige stykke inden klitterne. Naturstyrelsen har planlagt et projekt med forbedret dræning af vejen, samtidig med fastholdelse af høj sommervandstand i moseområdet af naturhensyn.

Projektet gennemføres nu, hvilket desværre betyder at vejen det meste af uge 45 vil være spærret. Man kan altså ikke køre til Houstrup Strand det meste af den uge!  Vi henviser i stedet til stranden ved Gammelgab eller Henne Strand.

- Allan Nielsen

08-NOV-2021     |     DRÆN PÅ LEGEPLADSEN JEPPESVEJ

Dræn på legepladsen i områderne omkring indgangen er afsluttet og godkendt af Vandudvalget mandag i uge 45. Det blev dog aftalt at entreprenøren foretager en afretning af gruset, så der er jævnt fald og lunken i den ene side fjernes, når vejrforholdene tillader det.

Ellers var arbejdet udført tilfredsstillende og det kunne ses, at projektet har en effekt, da der var en fin udledning af vand fra faskinerne til sandfangsbrønd og videre. Jeg havde inden mødet gennemgået de indmålinger og fotos, de har taget undervejs, og der var tilfredsstillende dokumentation for det ønskede fald.

- Allan Nielsen

05-OKT-2021     |     REFERAT FRA GENERALFORSAMLINGEN

Se referatet fra Generalforsamlingen her.

- Allan Nielsen

16-MAJ-2021     |     SOMMERHUSBYEN HOUSTRUP - FACEBOOKGRUPPE

Hermed et lille forslag til muligt medlemskab af den offentlige Facebookgruppe "Sommerhusbyen Houstrup", hvor bla. køb & salg samt afhentning eller bytte af ting og sager i vores nærområde offentliggøres. 

- Allan Nielsen


02-MAJ-2021     |     ÅRETS STRANDRENSNING ER AFLYST

I samråd med Vej & Park i Varde Kommune er det besluttet Strandrensningen den 15. maj desværre vil blive aflyst på grund af omstændig-hederne med Covid 19. Kommunen er selvfølgelig klar til at bakke op om arrangementet igen i 2022.

- Allan Nielsen


15-APR-2021     |     FRITLÆGNING AF SKELGRØFT MELLEM FRYDENLUND OG GULDVANGEN


De to foreninger Frydenlund og Guldvangen gennemfører i sommeren 2021 en fritlægning af den mellemste del af skelgrøften. I Guldvangen vil det berøre følgende grundejere: Højsvej nr. 44-46-48 og 47-45-43 og Peder Larsensvej nr. 89-87. Påbegyndelse af arbejdet vil ske fra den 16. juni, for at give de berørte grundejere mulighed for selv at fjerne træer og buske, der vil være i vejen for arbejdet. Grøften bliver lagt efter de opsatte røde pæle og vil betyde, at nogle træer og buske, uden for de gule skelpæle, må fjernes for at gennemføre gravearbejdet. Grundejerne er derfor meget velkomne til selv at bidrage ved f.eks. at opstamme eller fjerne især træer langs med egen grund. Ved de to stiovergange vil der blive rørlagt i ca. seks meter længde.

 

Baggrund
I 2012-2013 og 2019-2020 har der været store problemer med overfladevand og forhøjet grundvandsstand i både Guldvangen og Frydenlund. Den rørlagte del har ikke været dimensioneret, så den har evnet at aflede vandet fra den vestlige del og videre til den østlige del mod afløbet under Houstrupvej til Puldal Grøft. I længere perioder stuvede vandet op vest for rørledningen på trods af, at der var rigelig kapacitet i rørets østlige ende. Rørledningen er uden held forsøgt spulet, men stopper hurtigt til. Vi har derfor søgt og fået tilladelse til at fritlægge den resterende, mellemste del af grøften, der løber i skellet mellem de to grundejerforeninger på strækningen mellem Sandtag 38 og 51.

Frilægningen vil i praksis blive udført af en entreprenør. Grundejerforeningerne er bekendt med, at der under drænledningen ligger forsyningsledninger og vakuumrør, som ikke må beskadiges. Det opgravede materiale kan deponeres på grundejerforeningens fællesarealer eller bortskaffes efter kommunens anvisning.

 

Såfremt  I har spørgsmål, er I velkomne til at kontakte undertegnede på mobil 4010 5863 eller mail service@guldvangen.dk

- Kay Vejdiksen


20-MAR-2021     |     GENERALFORSAMLINGEN FLYTTES TIL EFTERÅRET

Da der fortsat er usikkerhed om myndighedernes regler pga. Covid-19 kan generalforsamlingen ikke afvikles i henhold til tiderne i vedtægterne. Vi har derfor igen i år besluttet at udskyde generalforsamlingen som vil blive afholdt lørdag den 18. september 2021.

- Allan Nielsen


08-MAR-2021     |     TILBUD TIL GRUNDEJERE I MARTS & APRIL

I forbindelse med ”projekt træfældning” har der været en del forespørgsler på planter – så her kommer muligheden for at bestille hos Hede Danmark – også for jer, som ikke har fået fældet træer.

 

Planterne kommer i bundter á 25 stk. og skal bestilles pr. mail til: hbi@hededanmark.dk senest den 16. marts hhv. 14. april og leveres/afhentes efter nærmere aftale hos Steen Hansen, Peder Larsensvej 21 (tlf. 4029 7640).

 

Klik på disse links for at få mere information samt bestillingsliste med priser.

- Allan Nielsen


08-FEB-2021     |     BALTIC PIPE FØRES I LAND VED HOUSTRUP STRAND I 2021 


Som nævnt sidste sommer bygger Energinet i 2021 den del af gasrørledningen Baltic Pipe, der skal ligge i Nordsøen og forbindes til Nybro Gasterminal ved Varde. I den forbindelse føres rørledningen i land ved Houstrup Strand, igennem Blåbjerg plantage og knap 20 km ind til Nybro. Energinet vil gerne informere os om arbejdet og hvordan det kan påvirke vores område - og her er, hvad vi har fået oplyst:

 

Houstrup Strand spærres fra januar til og med juni

I forbindelse med at rørledningen skal føres i land, etableres en byggeplads på Houstrup Strand. Det betyder, at stranden er spærret for passage fra nu indtil juni i år. Det vil dog stadig være muligt at benytte en alternativ rute uden om byggepladsen på trampestierne i klitterne. Ruten er tydeligt markeret og kan benyttes af gående og ryttere. Den egner sig på grund af det stejle terræn ikke til barnevogne og gangbesværede. Se oversigtskort her - og et foto fra byggepladsen her.

 

Adgang til stranden

Der vil som altid være adgang til stranden fra parkeringspladsen ved Houstrup Strand. Dog vil man i perioder skulle bruge den markerede gangsti, da Energinet af sikkerhedshensyn skal adskille gående fra kørende trafik.

 

Støj og trafik

Arbejdet på rørledningen foregår som udgangspunkt i dagtimerne. I området vil man kunne opleve støj fra gravemaskinerne, og der vil i perioder være tung trafik til og fra byggepladsen på stranden.


Følg med på Energinet.dk

Følg Baltic Pipe Vestjylland på Energinets hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig nyhedsbrev: www.energinet.dk/bp-vestjylland


Hvis der er spørgsmål til Baltic Pipe eller brug for hjælp, så kontakt undertegnende eller skriv til balticpipe@energinet.dk

- Allan Nielsen


29-JAN-2021     |     AFSYRING AF HOVEDLEDNINGERNE TIL KLOAK-VAKUUMSYSTEMET

I uge 5-11 afsyrer DIN Forsyning hovedledningerne til kloak-vakuumsystem i Guldvangen. De tager én vej ad gangen, hælder syre i og skyller de opløste aflejringer ud. Da de anvender syre, skal de skilte med det for at undgå ulykker. Det er imidlertid ikke sundhedsskadeligt at opholde sig i området.

- Anders Grimstrup


06-JAN-2021     |     FÅ STYR PÅ REGLERNE FOR OPFØRELSE AF SKUR ELLER ANNEKS VED DIT SOMMERHUS

Der er mange regler, du skal overholde, hvis du vil have et skur, et anneks eller en carport på din sommerhusgrund. Videncentret Bolius giver dig overblik og inspiration her.

- Allan Nielsen


05-JAN-2021     |     LÅSEN I DØRENE IND TIL POSKASSEHUSENE ER BLEVET AFMONTERET

I Guldvangen har vi vedtaget at fjerne låsen til dørene ind til postkassehusene, så der nu er fri adgang ind i husene. Ud over at man nu kan få post leveret uden at der kræves systemnøgle, så kan man f.eks. også få sin avis leveret af avisbud. Det betyder samtidig, at man nu frit kan anvende egen individuel lås til postkassen, f.eks. den der passer sammen med sommerhusnøglen.

- Allan Nielsen


31-DEC-2020     |      TILBUD OM FÆLDNING AF TRÆER I 2021

Der er imellem Grundejerforeningen Guldvangen og HedeDanmark indgået en aftale om, at foreningens medlemmer kan få fældet træer til en fornuftig pris. Projektet er planlagt til at blive gennemført i løbet af marts-april 2021 (ikke i Påsken eller ugen op til Påske). Læs mere om tilbuddet her, følg anvisningerne og brug dette skema til kontakten med HedeDanmark. 

Hvis der er spørgsmål, er man velkommen til at henvende sig til Steen Hansen, Peder Larsensvej 21 eller på mobil 4029 7640.

- Allan Nielsen


11-DEC-2020    |     GRØFTESTATUS

Nr. Nebel Entreprenørforretning er i fuld gang med oprensning af grøfterne på Guldvangen og Hundestien og det er gået planmæssigt. Se fotos her. De forventer at blive færdige med den sidste finish på Balker/kanterne og de nye riste mandag den 14. december. Der bliver som forventet behov for at etablere en ny overgang i form af bro. Det vil nok først blive til foråret sammen med ny belægning med stabilgrus på stien ved P-pladsen til skoven. Naturstyrelsen vil også først til foråret genetablere veje og stier.

- Allan Nielsen

22-NOV-2020    |     INDBETALING AF KONTINGENT

Nu nærmer januar sig, hvor kontingentet for 2021 opkræves. Der er tre muligheder: Enten er du allerede tilmeldt BetalingsService og i så fald behøver du ikke at foretage dig noget - din betaling sker automatisk. Hvis du ikke er tilmeldt BetalingsService, kan du gøre det via din bank, som tidligere beskrevet  - se mere her. Såfremt du ikke ønsker at benytte BetalingsService vil der blive fremsendt et girokort i januar, som du derefter betaler manuelt. Vær opmærksom på, at du skal være tilmeldt BetalingsService inden 31. december 2020 - ellers er den manuelle løsning valgt.

- Per Toftdahl

13-NOV-2020    |     RYDNING AF FÆLDEDE TRÆER

Naturstyrelsen er i dag ved at rydde de fældede træer i og ved grøfter langs Hundevejen og Guldvangen. Se fotos her.

- Allan Nielsen

29-SEP-2020    |     HENSTILLING FRA NATURSTYRELSEN

Til orientering har Naturstyrelsens maskinfolk nu været i vores område og fældet en del bevoksning omkring grøfter langs Guldvangen og Hundevejen. Desværre er jorden lige nu så våd, at de har været nødsaget til at stoppe udkørslen af grenaffaldet, som derfor fortsat ligger i bunker flere steder.  Nogle grundejere har set disse bunker som en mulighed for at komme af med sit private haveaffald. Det vil vi gerne bede jer om at undlade og samtidig indskærpe at al privat haveaffald afleveres på de kommunale genbrugspladser.  Alt det fældede træ bliver lavet til flis og genbrugt. Diverse hegnspæle, sten, jord o.a. som desværre nogle gange er blevet smidt i disse bunker har tidligere ødelagt flismaskiner. På forhånd tak for hjælpen.

- Allan Nielsen


19-JUL-2020    |     TILMELDNING TIL ÅRETS GENERALFORSAMLING

Der vil blive serveret øl og vand som sædvanligt, men på grund af omstændighederne i forbindelse med Covid-19 beder vi jer om tilmelding (gerne på mail) til alle, der ønsker at deltage i den efterfølgende spisning af smørrebrød. Af hensyn til planlægningen skal tilmelding derfor ske senest mandag den 7. september 2020. Der vil blive opsat håndsprit og taget hensyn til afstand mellem stole og borde. For at begrænse antallet kan vi anbefale, at der kun deltager en person fra hvert sommerhus.

- Allan Nielsen

22-JUN-2020    |     CORONA & GENERALFORSAMLING

Det har været et anderledes forår i år, hvor vi på grund af Corona-situationen og forsamlingsforbud ikke har kunnet holde vores tradition for generalforsamling Påskelørdag. Ejere med udenlandsk bopæl og turister måtte end ikke komme ind i landet, men Guldvangen har dog på ingen måde ligget øde hen – tværtimod. Mange ejere har opholdt sig i deres sommerhus, når det nu alligevel ikke var lejet ud, bedsteforældre har levet isoleret fra deres børnebørn, offentlig- og privatansatte har haft hjemmekontor, efterskoleelever har fået gratis ophold og ivrige gør-det-selv-folk er gået amok med diverse byggeprojekter.  


Nu ser det lysere ud igen og det hele begynder at normalisere sig i roligt tempo med god kontrol. Alle er forhåbningsfulde og spændte på den nærmeste tid. I bestyrelsen er vi optimistiske og har planlagt en ny dato for generalforsamling, der vil blive afholdt søndag den 20. september 2020 kl.10:00. Næste nummer af GuldvangsPosten vil blive udsendt i juli med en formel invitation.

Seneste referat fra bestyrelsesmøder kan læses her.


Bestyrelsen ønsker alle en rigtig dejlig sommer!

- Allan Nielsen

17-JUN-2020    |     BALTIC PIPE GÅR I LAND

Baltic Pipe er en gasrørledning, der forbinder Norge, Danmark og Polen. På Houstrup Strand kommer rørledningen i land fra Nordsøen. Af hensyn til den unikke natur bliver der foretaget en underboring af klitterne. Arbejdet udføres af EnergiNet i 2020. Stranden kan benyttes i hele perioden.  I 2021 vender EnergiNet tilbage for at forbinde gasledningen fra havet med landledningen. Se foto.

- Allan Nielsen

24-MAR-2020    |     GODT NYT OM GRENAFFFALD

På grund af Corona-situationen er alle landets genbrugspladser desværre lukkede for tiden og flere grundejere er kørt forgæves med deres trailere fyldt med grenaffald. Jeg har dags dato været i kontakt med Din Forsyning og kan oplyse, at den ubemandede grenaffaldsplads på Houstrupvej 91 forventes at åbne den 27. marts som tidligere annonceret.

- Allan Nielsen


07-APR-2020    |     STRANDRENSNINGEN AFLYSES

Vi ser os desværre nødsaget til at aflyse årets strandrensning, der efter planen skulle afvikles lørdag den 23. maj 2020 - de aktuelle udsigter i forhold til Corona-situationen gør det ikke fornuftigt at gennemføre aktiviteten i år. Vi genoptager det hyggelige og godt besøgte arrangement i 2021.

- Allan Nielsen


15-MAR-2020    |     ÅRETS GENERALFORSAMLING UDSKYDES

Som følge af myndighedernes anvisninger i forbindelse med smittespredning af Corona-virus vil årets generalforsamling blive udskudt. Hjemmesiden opdateres her, så snart vi kender en ny dato.

- Allan Nielsen


09-MAR-2020    |     KONTINGENTBETALING

Lørdag den 11. april 2020 er der generalforsamling i grundejerforeningen. Husk, for at deltage skal kontingentet være betalt. Vær opmærksom på, at den tidligere tilmelding til BetalingsService (PBS) er annulleret og at det er nødvendigt at oprette en ny. For at betale kan enten det fremsendte girokort anvendes og i samme forbindelse tilmeldes PBS eller tidligere beskrevet metode benyttes (se Seneste Nyt, 11-Dec-2019). 

Kontakt mig gerne, hvis der er spørgsmål.

- Per Toftdahl


07-MAR-2020    |     TID TIL BORTSKAFFELSE AF GRENAFFALD?

Så er der snart igen mulighed for at komme af med grenaffald fra jeres sommerhus på den lokale grenplads i Houstrup på adressen Houstrupvej 91. Der er adgang døgnet rundt fra fredag den 27. marts til søndag den 19. april (dvs. uge 14-16). Til efteråret er det fra fredag den 2. oktober til søndag den 25. oktober (dvs. uge 41-43).

Se mere på DinForsyning her.

- Allan Nielsen


10-FEB-2020    |     FORSLAG TIL PLAN FOR MILITÆRE KØRESPOR I OKSBØL-OMRÅDET

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har udsendt forslag til plan for placering af nye militære kørespor på statens arealer i Oksbøl-området. Der bliver en  Høringsperiode som løber frem til den 29. februar 2020 (se nedenstående link for nærmere info og kortmateriale). Bestyrelsen er i dialog med naboforeninger om et muligt fælles høringssvar. 


Hvis du har spørgsmål til forslag til sporplanen, så vil der være mulighed for at deltage i et dialogmøde søndag den 16. februar 2020 kl. 10:00-13:00 ved Selager Lade, øvelseskulissen i Forsvarets øvelsesterræn i Oksbøl, herunder en rundvisning i området, hvor der vil være mulighed for en direkte dialog om projektet. Program for dialogmødet med adresse udsendes senere på Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses hjemmeside

Se mere i invitationen her. Kortmaterialet kan ses her.

 

- Allan Nielsen


10-JAN-2020    |      INVITATION TIL KICK-OFF MØDE OM NATURPARKUGEN

Naturcentret under Varde kommune inviterer medlemmer af vores grundejerforening til Kick-Off møde om Naturparkugen. De sidste par år har Naturparkugen budt på store oplevelser i efterårsferien og arrangementet vokser både i omfang og kendskab. Fællesskabet bag Naturparken vil gerne have flere med, så der kan blive lavet et storslået arrangement i 2020.


Derfor inviteres alle interesserede til et åbent Kick-Off møde mandag den 20. januar 2020 kl. 17:00-18:30 i skolestuen ved Naturrum Filsø, Kærgårdvej 14B, 6854 Henne. Se mere i invitationen her.

 

- Allan Nielsen


11-DEC-2019     |     GRUNDEJERFORENINGEN GÅR OVER TIL NYT OPKRÆVNINGSSYSTEM

Det nye system vil fremadrettet gøre opkrævninger billigere for grundejerforeningen og opkrævningsproceduren lidt mere simpel. Det giver dog lidt ændringer i forbindelse med opkrævningen i 2020. Hvis du ikke foretager dig noget, kommer der en opkrævning, som du kan betale og tilmelde til Betalingsservice.


Hvis du vil have overførslen til at ske automatisk og til tiden skal du gå ind på din netbank eller kontakte banken for at oprette en ny betalingsaftale.  Se mere her.

- Per Toftdahl


06-DEC-2019     |     FORSVARET

Mødet, som var aftalt til afholdelse efter afslutning af efterårsmanøvren, blev udsat af Varde Kommune, fordi Forsvaret havde anmodet om, at de ville have tid til selv at udbedre de skader, de havde forvoldt og så ville de vende tilbage. Mødet blev således aldrig til noget og det næste vi hørte var, at der var blevet afholdt møde med Forsvaret og Henne / Henne Strand grundejerforening.


På vegne af de seks lokale grundejerforeninger vil vi såvel med Forsvaret som Varde Kommune forsøge at følge op på sagen.
- Allan Nielsen

21-NOV-2019     |     VAND I GULDVANGEN

Situationen i vores område lige nu er ekstrem og vandstanden i undergrunden står højt. Situationen bliver dog kraftigt forværret af de vandmængder, der kommer strømmende ind ude fra naturområderne. Det understreges af netop udsendte meddelelse fra Varde Kommune, som vi rundsender til alle og som kan downloades her.

 

Hjørnet ved P. Pladsen for enden af Guldvangen ved Hundevejen er et af knudepunkterne og vi har haft både kommunen og vores egen vandspecialist til at se på forholdene, da brøndene var fulde (som de ikke plejer at være). Området var med i planen for den årlige spuling som nu er gennemført. Den foreløbige tilbagemelding er meget positiv.

 

Ud mod ridestien, der går ud til skelvejen, har vandmængder fra skoven et andet knudepunkt og her har vandet været få cm fra overkanten af  sokkel på et af de stråtækte huse ud mod stien, men situationen blev reddet ved at pumpe vand over i grundvandssænkningen.

 

I starten af december vil Vandudvalget tage stilling til afhjælpende tiltag, som foreningen kan bidrage med på kritiske steder. Heldigvis har vores grundvandssænkning rigtig god kapacitet og vi vedligeholder med spuling.

- Allan Nielsen

01-OKT-2019     |     FORSVARSØVELSE

Lige nu er over 2000 danske soldater fra forsvarets nye Brigade ved at afslutte én af de største krigsøvelser på dansk jord i 15 år. Hen over weekenden har vi modtaget meget voldsomme billeder af opkørte veje især omkring  Skel- og Hundevejen. Vi har derfor sammen med vores fem naboforeninger rettet henvendelse til bl.a. Varde Kommune. De har overfor os bekræftet, at der er blevet kørt helt ubehersket, specielt i vores område, men også rigtig meget i Blåbjerg Plantage og på vejene over mod Henne og Henne Strand. Det er ødelagte veje og ødelagte grøfter.


Der er heldigvis fokus på hele problematikken og forsvaret, der står for de efterfølgende erstatningssager og reetablering, er tilsyneladende godt klar over, at det ser skidt ud. Forsvarets kontaktperson har oplyst, at øvelsen afsluttes kommende fredag og derefter vil han sammen med Varde Kommune og evt. andre interessenter - herunder os - gennemgå de områder, hvor der er sket skade og hvad der står for omgående udbedring. Der vil blive indkaldt til møde om det i den kommende uge.

- Allan Nielsen

26-AUG-2019     |     VACUUMTOILETTER

Vi har i august haft en henvendelse fra en ejer på Hans Hansensvej om problemer med deres vacuumtoilet. Vi har ikke indberetninger fra andre om generelle udfald på vacuumsystemet, men vil gerne bede jer være opmærksomme på det. Administrering af systemet er i dag samlet under DIN Forsyning som multiforsyningsselskab i Varde Kommune og Esbjerg Kommune. En aktuel oversigt med status over vores område har vi desværre ikke længere. I stedet henviser vi til nedenstående link, hvor der er bl.a. er info om driftsforstyrrelser.

https://dinforsyning.dk/da-dk/spildevand/vakuumsystem

- Allan Nielsen

07-JUL-2019     |     OFFENTLIG HØRING

Varde Kommune har udsendt et forslag til Naturparkplan for Naturpark Vesterhavet 2019-2024, der nu er sendt i offentlig høring. Naturpark-planen samt information om høringen kan findes via dette link: http://www.vardekommune.dk/content/forslag-til-naturparkplan-naturpark-vesterhavet-2019-2024

Hvis I har kommentarer eller synspunkter til ovenstående forslag, så hører vi gerne fra jer. Høringsfristen er sat til den 28. august – men der er også mange sider! God læselyst.

- Allan Nielsen

10-JUN-2019     |     STOR TILSLUTNING TIL ÅRETS STRANDRENSNING

Atter i år bakkede både store og små op om grundejerforeningernes strandrensning på Houstrup Strand den 1. juni - tusind tak til alle, der gav et nap med at få både klit og strand klar til sommeren. Vejret var let blæsende, men det holdt tørt. Som vanligt ventede belønningen efter endt "havffaldsindsamling" - der blev nydt pølser, brød, sodavand og øl på parkeringspladsen. Glæden ved det store afsluttende lotteri var heller ikke til at tage fejl af. Stor tak til vore lokale sponsorer!

Se fotos.

- Allan Nielsen

23-MAJ-2019     |     NY TOPBELÆGNING PÅ JEPPESVEJ OG GULDVANGEN

Stamvejen på Jeppesvej og første del af Guldvangen kræver hyppig vedligehold på grund af trafik. Derfor bliver der nu udført en ny topbelægning.  Strækningen frem til P-plads ved legepladsen på Jeppesvej og Guldvangen frem til P-plads til plantagen/stranden vil onsdag eller torsdag i uge 23 få ny topbelægning med en bitumen, der afsluttes med granitskærver. Arbejdet udføres af Dansk Overfladebelægning.         

- Allan Nielsen

28-APR-2019     |     UDVIDELSE AF DET MILITÆRE OMRÅDE

Kort resumé fra brugerrådsmøde den 26. april, hvor Naturstyrelsen orienterede om de igangværende forhandlinger om udvidelse af forsvarets aktiviteter i vores område.


Det skønnes, at der vil gå mindst to år, før alle godkendelser er på plads og nye anlæg kan tages i brug. Konkret vil det nordlige område, Nymindegab, Lønne, Houstrup og Henne ikke blive påvirket særligt meget. Det er fra omkring Vejers og sydover, at de fleste ændringer skal ske.

I vores område vil der komme ét kampvognsspor fra Nymindegab til Henne, men den nøjagtige linjeføring ligger ikke helt fast endnu. Der kan også blive tale om spor til køretøjer på gummihjul. Krydsning af Henne Mølle Å med kampvogne er vist en udfordring. Permanente afspærringer af de store veje til stranden er ikke noget tema. Afspærring vil alene kunne forekomme kortvarig i forbindelse ned krydsning af vejen. Vi vil naturligvis følge udviklingen.

- Allan Nielsen

08-APR-2019     |     GRENAFFALD I SOMMERHUSOMRÅDERNE

DIN Forsyning har to gange gennemført forsøg med grenafhentning mod betaling. Manglende interesse samt dårlig økonomi har gjort, at DIN Forsyning ikke længere tilbyder sommerhusejerne grenafhentning omend i stedet tilbyder nedenstående løsning: Sommerhusejere i Varde Kommune kan komme af med sit haveaffald på vores genbrugspladser. Derudover har vi grenpladser med åbent to gange om året.

- Christian Møller

17-MAR-2019    |    VANDUDVALGET HAR FÅET INDBERETNING OM HØJ VANDSTAND

Vandudvalget har fået indberetning om høj vandstand i områder bl.a. ved Kirkeflod og Jeppesvej. Den seneste tids store vedvarende regnmængde har medført en generel høj vandstand i vores område. Det betyder, at der især i lavtliggende områder er risiko for at brønde til sivedræn for det ”grå spildevand” står fulde af vand. Det vil i givet fald medføre at afløb fra køkkenvask og bad ikke er mulig før vandstanden naturligt synker igen. Problemet kan ikke afhjælpes med spuling. For at undgå forurening skal man generelt undgå at spildevand kommer i overfladevandet. Området Guldvangen 1-39 er kloakeret. Fra Din Forsyning A/S indskærpes,  at der ikke må løftes spildevandsdæksler i sommerhusområdet Houstrup pga. meget overfladevand i området.   

- Allan Nielsen

Formand for Vandudvalg

 

27-NOV-2018     |     MOBILTELEFONDÆKNING

De fleste kender til problemet med dårlig dækning på mobilen i sommerhusområdet både ude og inde. Når man i denne kolde tid skal stå ude og fryse, så er det ikke optimalt. Der er dog godt nyt til alle, der i forvejen har internet og WiFi installeret. Nogle af jer har sikkert erfaret, at man kan sætte mobilen til automatisk at koble over på WiFi, når dækningen på 3G eller 4G bliver for lav. Og det fungerer – endda super godt. Dit abonnement skal dog understøtte denne mulighed så tjek evt. med din udbyder.

 

iPhone: Gå ind under indstillinger og vælg Telefon i menuen og videre til Wi-Fi-opkald og tryk aktiver

HUAWEI: Gå ind under indstillinger og vælg Trådløs og netværk i menuen og videre på Mobilnetværk og Wi-Fi-opkald og aktiver

- Christian Møller

 

11-NOV-2018     |     BESTYRELSESMØDE OM FORENINGENS FORHOLD

Bestyrelsen har været samlet til et forlænget weekend, hvor der var mulighed for, at drøfte foreningens forhold nærmere end det er muligt på et normalt bestyrelsesmøde. Referatet af bestyrelsesmødet ligger på foreningens hjemmeside, som sædvanlig. Mødet blev afholdt i et sommerhus i Kandestederne ved Skagen, som et par af bestyrelsesmedlemmerne har mulighed for at leje til en billig pris. Grundejerforeningen bidrog med husleje og kørsel. Øvrige udgifter afholdtes af bestyrelsesmedlemmerne.

 

Forhold der især blev drøftet var den overordnede paraply for sommerhusgrundejerforeninger, som er etableret i Varde kommune. Det skal gerne resultere i at sommerhusgrundejerforeningerne står stærkere overfor Varde kommune og bliver hørt i turistudviklingen og når der sker ændringer i lokalplaner og regulativer. Guldvangen får her i november besøg af styregruppen, hvor vi kan bidrage med forhold i vores område.

Derudover blev det også drøftet, hvordan vi håndterer vores grundvandssænkning, så den også i fremtiden er et aktiv for foreningen. Dette arbejde har stået på et stykke tid i Vandudvalget, som nu har skabt et godt erfaringsgrundlag til at vi kan beslutte, hvad vi vil foreslå medlem-merne.

- Christian Møller

 

14-OKT-2018     |     SVAMPEGUIDE

Det er højssæson for svampejagt. Vær dog opmærksom på, at ikke alle svampe, der lander i kurven er spiselige. Få et overblik over hvilke, du skal være forsigtige med på svampeguide.dk. Rigtig god efterårsferie!

- Christian Møller

 

30-AUG-2018     |     TYVEKNÆGTE PÅ SPIL

Så har der igen været nogle langfingrede tyve på spil i Guldvangen - hos Guldvangen 20 har man mistet en Weber grill. Hvis du har observeret noget, så hører bestyrelsen gerne derom.

- Christian Møller

 

14-JUL-2018     |     MOBILDÆKNING

Vi har fået optaget vort debatindlæg vedrørende mobildækning i Jydske Vestkysten i dag. Indlægget kan læses her.

- Christian Møller


06-JUN-2018     |     VU INDLÆG PÅ GF 2018

Vandudvalgets præsentation på GF 2018 kan nu læses her.

- Christian Møller

25-MAJ-2018     |     MÆRKELIG ADFÆRD PÅ KIRKEFLOD

Da udlejningsfirmaet havde gjort huset rent efter endt udlejning og ejeren var flyttet ind, tropper to unge mænd op igen for lige at "færdiggøre rengøringen" - men de var ikke ansat i udlejningsfirmaet.

Vær opmærksom på, hvis der er noget unormalt i forbindelse med bytte af lejere.

- Christian Møller

 

GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN

 

CVR NR. 33798423