02-dec-2022_Ref af B-møde

REFERAT AF BESTYRELSESMØDE

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

2. DECEMBER 2022    |     BESTYRELSESMØDE

 

DAGSORDEN

 

  1. Velkomst
  2. Gensidig orientering

  3. Økonomi / budget for 2023
  4. Byggesager
  5. Vandudvalg
  6. GuldvangsPosten / Hjemmesiden
  7. Veje & stier
  8. Eventuelt

 


Vi afholdt bestyrelsesmøde hos Steen Hansen (SH) på Peter Larsens vej. Mødet blev afholdt med ovennævnte dagsorden.



1.  VELKOMST 

Formand Allan Nielsen (AN), bød velkommen til bestyrelsen, alle var mødt.


2.  GENSIDIG ORIENTERING

Norlys har kontaktet formanden, da de har konstateret, at de ikke har en formel tilladelse til deres teknikhus ved stamvejen. De vil betale foreningen 20.000 kr. når tinglysningen af grunden er på plads. På sigt ønsker de at købe grunden, hvor de 20.000 kr. så vil blive modregnet købssummen. Det vil sikkert være en god idé at få lavet en tilbagekøbsklausul ved en senere nedlæggelse af huset.


Din Forsyning har udskiftet nogle stikledninger i vaccumsystemets offentlige del. De er nu interesseret i at lave et pilotprojekt med rensning / afsyring i en lomme, hvor sommerhusene kan stå ubeboede i minimum 2 uger. Vaccumsystemet er bygget op, så hver lomme kan lukkes særskilt. Steen Hansen (SH) lovede at undersøge, hvilken lomme der kan være tale om. Der kan ikke være folk i husene i den pågældende periode.


AN og SH deltog i det årlige dialogmøde med Varde Kommune den 11. oktober 2022 og ville gerne have gennemgået referatet fra mødet med os, men referatet er ikke blevet rundsendt. Et af temaerne havde dog været Varde Kommunes turismestrategi, hvor fokus er på lejere af huse i stedet for sommerhusejerne.


AN har været til fællesmøde med de lokale grundejerforeninger den 11. november 2022. De lokale foreninger består af Hejbøl, Frydenlund, Guldvangen, Gammelgab, Sommerhusbyen Houstrup, Gravensbjerg og Solvang. Når referatet foreligger, lægger vi det op på hjemmesiden.


En evaluering af strandrensningen var positiv.


Der har været spørgsmål til etablering af tilgængelige ladestandere langs Guldvangen.


Egon Ølgod (EØ)  har sørget for reparation af svævebanen, en bolt var knækket. Ved udskiftningen konstaterede montøren at stopfjederen også var sprunget - det kan ske, når voksne personer lader sig friste til at køre mere end en af gangen. Sikkert sjovt, men ikke godt for materiellet.


EØ har lavet aftale om at få anbragt et par store sten ved indkørslen til Guldvangen.


EØ har også reserveret hallen til den årlige generalforsamling påskelørdag 2023.

 

SH har kontaktet Rybners i Esbjerg, om de kunne være interesseret i, som et projekt, at lave et par broer, til passage af Guldvangsgrøften, interessen var der.

 

3.  ØKONOMI / BUDGET FOR 2023

Per Toftdahl (PT) meddeler at vores økonomi er på plads. Vi har løbende tilpasset budgettet, der har været præget af de tunge poster med renovering af veje og grøfter. Sammen med legepladsen har de alle overskredet det oprindelige budget, men økonomien har været til det. Vores intention om at få projekteret Kirkeflodsgrøften i indeværende år må vi rykke til 2023.


4.  BYGGESAGER

Der har ikke været byggesager siden sidst.


5.  VANDUDVALG

AN og Anders Grimstrup (AG) har deltaget i ”Dialogforum for håndtering af klimavand i sommerhusområder i Varde Kommune”, den 10. oktober 2022.  Intentionen fra kommunen er at samle bestående viden om dette vigtige område. Vi havde en opfattelse af, at kommunen er meget optaget af projekter i Blåvand og Vejers. Vi er ret sikre på, at vi har erfaringer fra vores projekter her på Guldvangen, der kan være nyttige, men vores målinger af vandstanden, der ligger år tilbage, er analoge og derfor ikke så tilgængelige som de nye digitale der logges nu.


Der er etableret et privat dræn på Jeppesvej, det er vigtigt at vi får registreret alle private dræn.


Claus fra Kirkeflodsprojektet har meldt at det klukker lifligt fra skelbrønden, han mener at der løber fire kubikmeter vand i døgnet til brønden

Guldvangsgrøften er meldt færdig og fungerer tilfredsstillende.


6. GULDVANGSPOSTEN / HJEMMESIDEN

Vi satser på at vi får et nummer af GuldvangsPosten ud i december, referatet fra dialogmødet må så vente.


7. VEJE & STIER

Vejen ind i området Kirkeflod var ved at gro sammen, buskadset langs siderne var bogstavelig talt påtrængende. EØ har foranlediget, at der er blevet klippet og knust så vejen igen er åben.


Der er blevet givet lov til, at en beboer på Jeppesvej måtte fjerne et par træer på foreningens grund.


8.  EVENTUELT

Der er til dato i 2022 solgt 24 huse, til sammenligning blev der i 2021 solgt i alt 42 huse. Der er p.t. 7 huse til salg.


Næste møde fredag den 24. februar 2023 kl. 14.30 hos AN.



     

    GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN

     

    CVR NR. 33798423