25-feb-2023 Referat af b-møde

REFERAT AF BESTYRELSESMØDE

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

25. FEBRUAR 2023    |     BESTYRELSESMØDE

 

DAGSORDEN

 

  1. Gensidig Orientering
  2. Økonomi

  3. Byggesager
  4. Vandudvalg
  5. Generalforsamling 2023
  6. GuldvangsPosten / Hjemmesiden
  7. Veje & stier
  8. Eventuelt

 


Vi afholdt bestyrelsesmøde hos formand Allan Nielsen (AN) på Peter Larsens Vej. Mødet blev afholdt med ovennævnte dagsorden.



1.  GENSIDIG ORIENTERING

Vi gik direkte til gensidig orientering, hvor AN fortalte, at han overfor en grundejer havde påtalt opmagasinering af grenaffald i skel og henstillet til at det pga. brandfare blev fjernet. Han havde fået svaret, at det ikke var grenaffald, men derimod naturhegn, det skulle så være tilladt op til 1,5 m i højden.


Vi har for år tilbage kunnet få brandmyndighederne til at gennemgå området og derefter påtale åbenbare farer for spredning af brande, det har de åbenbart ikke økonomi til mere. Vi håber så i stedet på selvjustits fra grundejerne.


AN og Steen Hansen (SH) har været til et fællesmøde i Oksbøl den 7. februar 2023. Emnet var formalisering og stiftelse af forening for 26 foreninger i kommunen der repræsenterer 8.400 sommerhusejere. Baggrunden var oprindeligt bedre at kunne stå op imod tiltag fra kommunen, men mange af reglerne er i virkeligheden nationale. For at gå med i sådan en forening med kontingent, vil det kræve tilslutning ved den kommende generalforsamling. Derfor har vi bedt en repræsentant for ovennævnte fællesudvalg om at møde op og give en orientering.

Referatet fra sidste dialogmøde med kommunen har været længe undervejs, men skulle nu ligge på hjemmesiden.


Din Forsyning har foretaget en afsyring af rørene i vaccumsystemet, men kun af hovedstrækningen. Der var ellers planlagt forsøg med afsyring af stikledninger, men det er aflyst af ukendte grunde.


SH har god kontakt til Hede Danmark, der har fældet og opmagasineret træ fra området. Det er nu efter flisning fjernet. Til oplysning: Det koster henholdsvis 50 kr. pr. træ, hvis Hede Danmark får træet og 150 kr. hvis ejeren beholder det.

Hede Danmark har også lovet at retablere stien ind i skoven fra Peder Larsens Vej.


SH har indhentet tilbud fra Oksbøl Savværk på broer, vi kan bruge ved Guldvangsgrøften. Anders Grimstrup (AG) og Egon Ølgod (EØ) lovede at gå en tur for at se på behovet. Vi kom frem til, at tre broer vil være passende.


Efter at vi har fjernet låsene på postkassehusene har vi konstateret, at de tit efterlades åbne, EØ vil indkøbe nogle dørlukkere.

Grenpladsen vil igen være åben til påske.

 

2.  ØKONOMI 

Per Toftdahl (PT) gennemgik økonomien. Han og AN havde her til formiddag fået regnskabet revideret, så bestyrelsen blev oplyst aktuelt. Ca. 30 kontingenter mangler på nuværende tidspunkt at blive indbetalt.


Bestyrelsen fik igen indskærpet regler for kørselsgodtgørelse og udfærdigelse af regninger til foreningen.

Grundet den gode økonomi mener bestyrelsen at kunne anbefale at sænke kontingentet med 300 kroner ved næste generalforsamling.


3.  BYGGESAGER

En gravetilladelse på Hans Hansens vej blev godkendt.

Reglerne eller deklaration for opførelse af shelters og annekser bliver en gang imellem udfordret, men åbenlyse overtrædelser skal vel påtales.


Der efterlyses mulighed for tinglysning af fiberstationen. Det forudsættes at referat fra generalforsamling indeholder navne på de personer, der via underskrift tegner foreningen.


En terrasse, der løbende er blevet udbygget med vægge og vinduer blev omtalt og diskuteret. Nu er det vel at betragte som en tilbygning, hvor der skal indhentes de nødvendige tilladelser.


4.  VANDUDVALG

Da Aage Siig i januar i forbindelse med megen nedbør gik en tur rundt i området, konstaterede han, at der var fint træk i de oprensede grøfter. Der stod dog vand på stien mellem Hans Hansens Vej og Jeppesvej, grøften trænger til oprensning, det sker måske i næste etape.


Vi fra vandudvalget mødes med Fuldendt tirsdag den 28. februar 2023 for at planlægge det videre forløb med oprensning af grøfter.


5. GENERALFORSAMLING 2023

Generalforsamlingen, påskelørdag kl. 10.00. Her vil vi i lighed med 2022 have tilmelding til den efterfølgende frokost, dette for at undgå madspild. Der er naturligvis fri adgang til selve generalforsamlingen. Tilmelding ønskes senest 26. marts 2023. På valg er Allan Nielsen, Per Toftdahl og Anders Grimstrup, de er alle villige til at genopstille.


6. GULDVANGSPOSTEN / HJEMMESIDEN

GuldvangsPosten fremstår fortsat flot. Et spørgsmål om hvem, der skal læse korrektur på bladet var oppe at vende.

Conny Toftdahl, der også forestår hjemmesiden har foreslået at videoerne om byfortællinger fra Nørre Nebel lægges på hjemmesiden, god idé. Se mere her på  hjemmesiden under Praktiske Links.


7.  VEJE & STIER

Der er tidligere blevet talt om at lægge store sten ved indkørslen til Guldvangen for at forhindre at græsrabatten bliver kørt op. Artikler i Jyske Vestkysten har dog påvist, at det kan være ansvarspådragende ved skader på køretøjer ved en eventuel påkørsel.

Vi har pæle, der er rådnet op for enden af stier, men så længe det ikke medfører uautoriseret kørsel på stierne, lader vi naturen gå sin gang.


Varde Kommune har været vores entreprenør ved slæbning og tilførsel af grus til vejene i en årrække. Det er noget, vi måske skal drøfte om der skal indhentes nye tilbud på fra anden side.

Vi vil gå videre med vejbump-projektet. På trods af, at det er en privat vej, skal der dog indhentes tilladelser fra myndighederne.


8. EVENTUELT

Næste møde vil blive afholdt forud for generalforsamlingen, påskelørdag den 8. april 2023, kl. 10.00.



     

    GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN

     

    CVR NR. 33798423