26-aug-2022_Ref af B-møde

REFERAT AF BESTYRELSESMØDE

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

26. AUGUST 2022    |     BESTYRELSESMØDE

 

DAGSORDEN

 

  1. Velkomst
  2. Gensidig orientering

  3. Økonomi 
  4. Byggesager
  5. Vandudvalg
  6. GuldvangsPosten / Hjemmesiden
  7. Veje & stier
  8. Eventuelt
  9. Næste møde

 


Vi afholder sensommerens bestyrelsesmøde hos Egon Ølgod (EØ) på Jeppesvej, mødet afholdtes med ovennævnte dagsorden.



1.  VELKOMST 

Formand Allan Nielsen (AN), bød velkommen til bestyrelsen som var mødt fuldtallig.


2.  GENSIDIG ORIENTERING

Bestyrelsen er enige om at stamvejen ser rigtig godt ud med den nye belægning, den første vejbump er lagt som et forsøg, men vi tror det vil blive det vi vælger. Så må vi se om det bliver 4 eller 5 stk. der skal indkøbes. Ved nedlægning af fartregulerende bump skal vi for øvrigt rette henvendelse til myndighederne, da bumpene skal overholde normer for højde og bredde i henhold til den skiltede fartbegrænsning.


Vi har, som det blev påpeget på generalforsamlingen, en potentiel farlig udkørsel til Vesterhavsvej ved Lønne Kirke. Steen Hansen (SH) har rettet henvendelse til Varde Kommune, der efter besigtigelse afviser med begrundelsen, at der er mulighed for parkering ved den indrettede vej salgsbod. Vi må så håbe at trafikanterne på vejen overholder den gældende fartbegrænsning.


Ved det afsluttede projekt ved Kirkeflod, med en ekstra streng til grundvandssænkningen, er der af praktiske grunde opsat ikke-godkendte sandfangsbrønde, det er godkendelsmæssigt lidt kompliceret. Vi synes, at arbejdet er pænt udført.


AN fortalte, at en ny folder med kort over området er på vej, håber at den kan formidles ud via bureauer o. lign.


Efter en velbesøgt strandrensning i hylende blæsevejr har vi fået et tilskud fra kommunen på 2.000 kroner, rart med lidt medvind.


Et par eksempler fra P. Larsens vej og Kirkeflod på opbevaring af visne tørre grene på grunde, blev nævnt som en brandrisiko. Vi finder det så alvorligt, at formanden vil rette henvendelse til grundejerne.

 


3.  ØKONOMI

Per Toftdahl (PT) gennemgik økonomien. Han startede dog med at instruere os i bestyrelsen i, hvordan vi fremover selv skal yde en indsats for at få kørselsgodtgørelse. 


Trods de store udgifter til vej og ekstra stikledning er økonomien i fin balance. Noget er blevet lidt dyrere, andet billigere end budgetteret. Bumpene vi skal have placeret koster ca. 10.000 kr. pr. stk.


PT oplyste endvidere, at der i 2022 allerede er registreret 19 hushandler.


4.  BYGGESAGER

Under byggesager var der ikke noget at indvende mod et lille skur på Kirkeflod. En inddækning med glas af eksisterende terrasse er også ok. På Jeppesvej bliver der spurgt til regler for opførelse af anneks, her er der hjælp at hente fra et link på hjemmesiden, gældende regler skal følges.


Fra P. Larsensvej bliver der spurgt til regler for shelters, det er ikke noget vi har pt, men gældende afstandskrav for et skur er 2,5 m. til skel, men beboede rum som et anneks er det dobbelte, så hvad er en shelter?


5.  VANDUDVALG

Vi konstaterer, at projektet med udvidelse af grundvandssænkning på Kirkeflod er afsluttet til en lavere pris end budgetteret. Det endte på ca. 200.000 kr. Vi har givet tilsagn til private dræn på Kirkeflod og Jeppesvej. De private dræn har vi efterhånden fået registreret. Fra ingeniørerne i Fuldendt har vi fået vejledning for grøfterne, vejledningen er tilgængelig, og vi foretager et årligt tilsyn af deres tilstand. 


Vores kontaktperson hos Fuldendt har fået nyt job, så vores næste store opgave med Kirkeflodsgrøften skal løses af Mads Bernth, vores nye kontakt. Chefen for Fuldendt vil dog selv tage kontakt til nogle af de berørte parter.


SH fra bestyrelsen indvilgede i at deltage i Vandudvalgets arbejde. Han blev straks sat i arbejde, vi mener, at vi bør have nogle gangbroer over Guldvangsgrøften, forsøg på passage resulterer i nedtrådte kanter, de kan være dyre at få reetableret, SH vil afsøge mulighederne for et par pæne broer.


6. GULDVANGSPOSTEN / HJEMMESIDEN

Den trykte udgave af GuldvangsPosten laves i et oplag på 167, det er efterhånden blevet for højt, så det reducerer vi lidt, ikke fordi der er meget at spare, da antallet ikke påvirker prisen ret meget, men det er ikke rart at smide en smuk tryksag i containeren.


I GuldvangsPosten udsendt i juli kan man læse om ny affaldsordning, der starter september 2024.


Ansvaret for vores hjertestarter flyttes fra EØ til PT.


Anders Grimstrup (AG) blev bedt om sammen med Conny Toftdahl, at få bedre overensstemmelse på vores titler/arbejdsområde i bestyrelsen, benævnt henholdsvis på hjemmeside og i GuldvangsPosten. En rettelse af telefonnummer for SH, den førstnævnte er gældende.


7. VEJE & STIER

Vi er godt tilfredse med asfalteringen, nu skal vi have de fornødne bump etableret og godkendt. Vi tog på en besigtigelse af bevoksningen langs Kirkeflod, vejen er ved at blive for smal, så der må sættes et arbejde i gang med buskrydning.


8.  EVENTUELT

Ladestandere er sikkert en del af vores fremtid, men hvordan med varmeudvikling/brandfare?. Skal vi til at tænke i branddaskere og adgang til vand? Det er ting, der bør overvejes.


En lokal antenneforening havde sat banner op, for at gøre opmærksom på, at de er til rådighed. Vi gjorde opmærksom på, at det ikke er tilladt med reklamer i området.


Vi tager også lige næste møde under eventuelt. Vi forsøger med fredag den 18. november 2022, kl.14.30 hos SH.




     

    GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN

     

    CVR NR. 33798423