25-maj-2017 Referat af B-møde

REFERAT AF BESTYRELSESMØDE

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

25-MAJ-2017     |     BESTYRELSESMØDE


DAGSORDEN


Velkomst

Gensidig orientering

Generalforsamlingen

Guldvangen 40

Legepladser

Veje & stier

Strandrensningen

Hjemmesiden

GuldvangsPosten

Økonomi

Vandudvalg

Møde med Varde kommune

Eventuelt



1.  VELKOMST

På grund af en punktering måtte formand Christian Møller væbne sig med lidt tålmodighed, inden han kunne byde velkommen til en fuldtallig bestyrelse.


2.  GENSIDIG ORIENTERING

På Hans Hansensvej er der forsvundet havelamper og afmonteret et slangesæt, nok et mindre tyveri, men til stor irritation for ejerne.


Hos vores store nabo, Sea West, er der kommet ny General Manager. Han har bebudet, at der vil ske investeringer på legepladsen for to millioner kroner.


Vi har modtaget klage over hundegøen på Jeppesvej. Vi kan kun henstille til ejerne at tage hensyn til naboer, da alle jo gerne skal kunne nyde freden og roen i området.


Allan fortalte om et emne til vandudvalget, der har indvilget i at hjælpe. Han har tidligere arbejdet med en opgave i Bork, der har bibragt ham erfaring, som vi i høj grad kan bruge med løsning af diverse vandproblemer.


En husejer på Kirkeflod har klaget over, at der blev fældet et par træer ved hans ejendom, men da træerne stod på vendepladsen, er det husejeren uvedkommende.


3.   GENERALFORSAMLINGEN

Generalforsamlingen nød som sædvanlig god opbakning. Vi vil gerne fra bestyrelsen sige tak for god opbakning og debatlyst.


En debat om regnskabet, hvor der fremkom nogle mindre pæne beskyldninger, fik desværre en af de interne revisorer til at trække sig.


Vi er glade for, at en ny revisor, Marius Trip, Guldvangen 24, tilbød sig og blev valgt.


Vi talte i bestyrelsen om muligheden for at få generalforsamlingens debat optaget på bånd, så misforståelser efterfølgende kan imødegås.


Allan mener, at vi skal forbedre AV-udstyret, da det kan være svært at se og høre fra de bageste rækker. Det vil vi arbejde med frem mod næste generalforsamling.


4.   GULDVANGEN 40

Der verserer en sag, vedrørende anvendelse af Guldvangen 40. I sådanne sager vil bestyrelsen gerne stille sig til rådighed, eventuelt betale klagegebyrer, men kun efter forudgående aftale.


5.   LEGEPLADSER

Egon og Anders har, efter opfordring på generalforsamlingen, været rundt i nabolaget for at kigge på legepladser. Vi mener, at legepladsen på Jeppesvej, trænger til et løft.


Vi vil kigge på svævebane og vipper og dermed forhåbentlig dække behovet for både små og større børn. Men på legepladsen bliver vi vel alle en slags børn? Der er blevet lagt et pænt beløb ind i budgettet, så vi agter snarest at gå videre med den plan.


6.   VEJE & STIER   

Der er kommet grus på vejene og de er blevet slæbt.


Vi har sonderet lidt på, hvad det vil koste at få den sidste del af stamvejen, Guldvangen asfalteret. Det drejer sig om 1680 kvadratmeter. Vi vil indhente et tilbud.


Jeppesvej (1680 kvadratmeter) har vi fået et uforpligtende tilbud på renovering af, det vil dreje sig om i omegnen af 30.000 kr.


7.  STRANDRENSNINGEN

Strandrensningen vil som planlagt finde sted 28. maj. Nogle fra bestyrelsen har været aktive for at få fat i sponsorgaver til de frivillige hjælpere.


8.   HJEMMESIDEN

Magnus vedligeholder hjemmesiden, ikke mindst forsøger han at have aktuelle billeder, så siden fremstår frisk. Er der nogle, der vil bidrage, hører han gerne fra dem.


Magnus oplyste også, at det går godt med hushandlen i området. I 2017 er der allerede nu handlet 13 ejendomme. Der er 15 ejere, der bor her hele året.


9.   GULDVANGSPOSTEN

Næste nummer af GuldvangsPosten vil foreligge i slutningen af juli. I den skal der være lidt tekst og billeder fra strandrensningen. Der var tilsagn fra nogle i bestyrelsen om at være tilstede.


10.   ØKONOMI

Magnus kunne som kasserer oplyse, at økonomien er god og er tilbage på normalt niveau efter, at der sidste år blev brugt noget ekstra på at holde jubilæum.


11.  VANDUDVALGET

Allan meddelte fra vandudvalget, at udvalget har fået et nyt medlem. Det er Aage Siig Christensen, der kommer med nogle fine kompetencer på området. Næste møde i udvalget er ikke fastsat.


Eva Brammer er fratrådt og udvalget vil fremover bestå af fra bestyrelsen: Allan Nielsen, Egon Ølgod og Anders Grimstrup. De eksterne medlemmer er ovennævnte Aage Siig Christensen, Claus Thomsen Boe og Finn Højbye.


Vores rådgivende ingeniører Johansson og Kalstrup har skiftet navn til: ”FULDENDT”.


På et kort kunne Allan vise, hvor der er spulet her i 2017. Der er ingen indikationer på, at der forestår større reparationer. Men der sker dog indsivning af sand visse steder. Dette er dog, hvad der kan betegnes som en punktreparationer og så er det formodentlig en kommunal opgave.


12.  MØDE MED VARDE KOMMUNE

Med deltagelse af Christian Møller og Allan Nielsen herfra er der blevet afholdt et separat udviklingsmøde for Lønne/Houstrup området. Håbet er at få skabt en fælles udvikling i vores nærområde. Mødet havde fokus på skelvejen, hvor vi ønsker bedre mulighed for at cykle.


Derudover har der været et udviklingsmøde for hele kommunen, hvor de samme to deltog. Dette møde er mere orientering om kommunens planer. Her fremgår det, at vand også er et tema i de andre grundejerforeninger.


Der blev her oplyst, at fremover er det muligt, allerede efter et års ejerskab af et sommerhus, at få lov at bo der hele året.


Ved aflevering af grenaffald på genbrugspladser, må det ikke indeholde ”Rynket Rose”, da det så vil spredes efter kompostering.


Hæg er en anden af de ikke-ønskede træer i området. Der opfordres til at fælde og fjerne dem, når der ikke er bær på træerne.


Der opfordres til, at der straks bliver ringet på 7474 7474, hvis der opstår problemer med vakuum-toilettet. Det er ikke altid sådan, at "det har en anden sikkert allerede gjort".


Lidt tal fra området. Det oplyses, at der er fire millioner overnatninger i kommunen, heraf foregår de 2,9 millioner i sommerhuse.


13.  EVENTUELT

Vi har fra Højsvej 15 modtaget et brev, hvor ejeren i stærke vendinger betvivler, at referatet er retvisende. Referatet er godkendt og underskrevet af dirigenten. Den er tilgængelig på hjemmesiden.


Christian Møller fortalte, at han havde været dirigent på Frydenlunds generalforsamling. Der havde været debat om vand og der var blevet spurgt ind til vores løsning af disse opgaver.


Næste møde fredag den 1. september.

 

GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN

 

CVR NR. 33798423