07-feb-2020 Referat af B-møde

REFERAT AF BESTYRELSESMØDE

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

07-FEBRUAR-2020     |     BESTYRELSESMØDE

 

DAGSORDEN

 

  1. Velkomst
  2. Godkendelse af referat
  3. Gensidig orientering - Offentlig høring fra Forsvaret
  4. Økonomi - Årsregnskab
  5. Betalingssystem - Nyt system i drift
  6. Vandudvalg - Grøfter / Ansøgning fra Kirkeflod
  7. GuldvangsPosten / Hjemmesiden - Indkaldelse til Generalforsamling
  8. Veje & stier - Varde Kommune / tjek af legepladser

  9. Budget 2020

  10. Eventuelt

 

Bestyrelsesmødet blev afholdt hos Anders Grimstrup på Jeppesvej i Lønne.


1.  VELKOMST 

Formand Allan Nielsen (AN) bød velkommen til en fuldtallig bestyrelse.


2.  GODKENDELSE AF REFERAT

Referatet fra sidst blev godkendt.


3.  GENSIDIG ORIENTERING

  • Siden sidste møde har AN og Per Toftdahl (PT) været til møde på Restaurant Stausø med repræsentanter fra grundejerforeninger i Varde kommune. Dette fælles udvalg har som formand / talsmand Allan Junge fra grundejerforeningen i Vejers. Foreningen har til formål at koordinere fælles interesser fra sommerhusområderne og måske lige så vigtigt, definere hvert områdes særlige kendetegn. Dette overfor kommunen, der måske glemmer, at forudsætningen for deres stort anlagte turiststrategi er, at ejerne af sommerhusene er villige til at udleje deres huse.


  • Ringkøbing/Skjern og Varde kommuner genererer suverænt flest turistovernatninger i Danmark. Når dette er slået fast, finder vi det besynderligt, at repræsentanter for grundejerne ikke bliver inviteret med og hørt, når der bliver drøftet fælles strategier vedrørende turisme i de to kommuner.

 

  • Ved sidste bestyrelsesmøde talte vi om forsvarets anlæggelse af kampvogns-spor, der vil gennemskære området ud mod havet. Der er nu fra forsvaret offentliggjort et rids over, hvor i skovområderne ovennævnte spor skal anlæg-ges. Forsvaret vil afholde et dialogmøde 16. februar 2020, hvor alle kan deltage.

 

  • Som vi ser det, vil vi ikke blive så hårdt ramt som områderne syd for Houstrup-området. Der vil øjensynligt bare blive anlagt et enkelt spor i den nordlige del op mod Nymindegab.


4.   ØKONOMI 

Kasserer Magnus Andersen (MA) har fået regnskabet for 2019 revideret og godkendt uden anmærkninger. MA gennemgik regnskabet, der viser at der er brugt ekstraordinært mange penge på veje og stier i det forløbne år. Ligeledes er der brugt en del penge på at informere på hjemmesiden og i GuldvangsPosten.

 

Vi glæder os i bestyrelsen over, at vi fik godkendt en kontingentforhøjelse ved sidste generalforsamling, da vi jo nok i fremtiden må påregne stigende udgifter.

AN vil have gennemgået de forsikringer, vi har i foreningens regi, for at se om dækningen er tidssvarende.

 

Vi drøftede procedurer for tjenesteydelser for foreningen, det kan være græsslåning på legepladser eller bistand ved akutte vandproblemer. Det er ikke nok at aflevere et stykke papir med angivelse af et stykke udført arbejde, det skal også kunne attesteres af et bestyrelsesmedlem.


5.   BETALINGSSYSTEM

MA har fået mange henvendelser fra medlemmer af grundejerforeningen, da der pludselig dukkede et girokort op i postkassen - det på trods af, at de havde været tilmeldt BetalingsService i mange år. Det er dog ikke et lune fra kassereren, men skyldes persondatalovgivningen. En lov vi tror mange af vore medlemmer allerede har andre erfaringer med.


6.  VANDUDVALG

Den 15. januar 2020 var vi fem fra Vandudvalget til møde hos ingeniørfirmaet FULDENDT i Varde for at drøfte en plan for oprensning af grøfter i vores område. Der er ca. 2,7 km grøfter, så det er en stor opgave at gå i gang med.

 

Vi er ikke i tvivl om, at vi skal videre i med opgaven. Forudsætningen for mødet var, at vi har fået kortlagt mere eller mindre synlige grøfter i hele området. Planen er at opdele oprensningen i flere projekter, så kan vi prioritere efter behovet i områderne.

 

Forud for bestyrelsesmødet var vi fra Vandudvalget på vandring i området. Vi deltog sammen med repræsentanter fra Fuldendt og Naturstyrelsen. Nogle af grøfterne danner grænse ind mod Naturstyrelsens arealer. Vi besigtigede også vandproblemer ved Kirkeflod, da der er en ansøgning herfra om en ekstra tilslutning til grundvandssænkningen.


7.  GULDVANGSPOSTEN / HJEMMESIDEN

Vi skal inden næste møde have indkaldt til Generalforsamling den 11. april 2020 og fremlagt regnskabet. Der blev talt om muligheden for at spare på udgifterne ved at vælge andre lokaler. Men det vil i år fortsat være Friskolen, der lægger lokaler til, så må vi se næste år.

 

Egon Ølgod (EØ) har fået de forskellige aftaler bragt på plads. Restaurant Stausø leverer som sædvanligt maden.

 

8.  VEJE / STIER 

Vi har haft besøg af en tilsynsførende for legepladser fra Varde kommune, han observerede en knækket bolt i svævebanen og at klatretårnet flere steder havde splinter stikkende ud fra stolperne. Dejligt at sådanne ting bliver opdaget inden det fører til ulykker. Vi har kontaktet firmaet, der har opstillet svævebanen, de vil straks tage aktion på fejlene. Der var tillige et par steder, hvor der var risiko for at få tøj eller fingre i klemme. Vi er glade for besøget, så vi kan få skaderne udbedret hurtigt.

 

Vi talte om fremover at lave en besigtigelse forud for vores bestyrelsesmøder, så der ikke går for lang tid uden opsyn.

 

9.  BUDGET 2020

Vi finder at budgettet er et godt arbejdsredskab, der får os til at se frem i stedet for bagud. Vi kigger her på stamvejen, der begynder at være synlig slidt, men vi tænker at prioriteringen i første omgang går på borttransport af vand fra området. Der vil naturligvis stadig være plads til almindeligt vedligehold af grusvejene.


10.  EVENTUELT

Vi talte om udgiften til stemmesedler, de er jo ikke blevet benyttet i mange år.

 

Næste møde bliver 27. marts 2020, kl. 17.00 hos PT.

 

GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN

 

CVR NR. 33798423