GF-2021 Referat

REFERAT FRA GENERALFORSAMLING

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

18-SEP-2021     |     GENERALFORSAMLING 2021



DAGSORDEN


1.  Velkomst

2.  Valg af to stemmetællere

3.  Valg af dirigent

4.  Bestyrelsens beretning 

5.  Fremlæggelse af regnskab og budget

6.  Valg af medlemmer til bestyrelsen. 

7.  Valg af to revisorer

8.  Fastsættelse af kontingent

9.  Indkomne forslag

10. Eventuelt



1.   VELKOMST

Generalforsamlingen blev igen i år afholdt i skyggen af Corona, men uden forrige års restriktioner. Mødet blev afholdt 18. september kl. 10.00 i Stausø Friskoles hal. Vi havde fra bestyrelsen bedt medlemmerne om tilmelding af hensyn til den lille efterfølgende frokost. Det var der 73 personer der havde gjort, alle var naturligvis velkomne.


Formanden bød velkommen og vi kunne glæde os over, at det igen i år var tilladt at starte med Vesterhavssangen til akkompagnement af skønne toner fra Halfdans harmonika.


2.  VALG AF TO STEMMETÆLLERE

Punkt to på dagsordenen er valg af to stemmetællere, her blev foreningens revisorer Flemming Toft og Marius Trip valgt.


3.  VALG AF DIRIGENT

Som dirigent blev Halfdan Andersen valgt. Han takkede for valget og gav ordet videre til Allan Nielsen.


4.  BESTYRELSENS BERETNING 

Allan indledte med at omtale det paradoks, det er at aflægge beretning for året 2020, når 2021 så småt rinder ud. Vi glæder os til næste år, hvor vi forhåbentligt kan vende tilbage til påskelørdag.

 

Strandrensningen vil vi i samarbejde med naboforeningerne genoptage til næste år. Det bliver dog uden gaver fra sponsorer, men dog med godteposer til børn samt sodavand, øl og pølser til de voksne. 


Allan takkede for et godt samarbejde i bestyrelsen. Han bød velkommen til de mange nye sommerhusejere, der er kommet til, og opfordrede dem til at bidrage til sammenholdet i foreningen.


Formanden roste vores redaktør Conny Toftdahl for opsætning og udgivelse af hjemmesiden og GuldvangsPosten.


Et lokalt netværk bestående af Sommerhusbyen Houstrup, Gammelgab, Hejbøl, Frydenlund, Gravensbjerg og Guldvangen mødes en gang årligt, næste gang 8. oktober 2021.


I det større perspektiv bliver 28 sommerhusforeninger hvert år inviteret til dialogmøde med Varde Kommune. Det blev i år afholdt virtuelt.

Stort ønskes tit større, så Ringkøbing Skjern og Varde Kommune har indledt et samarbejde under navnet ”Destination Vesterhavet”. Her er ønsket at få fremhævet forskellige steders egenart eller dna.


Ved sidste generalforsamling havde vi besøg af en major fra forsvaret, der fortalte om stigende militæraktivitet i området fra Nymindegab ned mod Oksbøl. Han udtrykte en vilje til at lytte til kritik, men det vil jo nok berøre os i form af støj og trafik under militærøvelser.


Grundejerforeningen og Hede Danmark indgik en aftale om at grundejere kunne få fældet træer til en fornuftig pris. Det var en succes, som vi i høj grad kan takke Steen Hansen (P. Larsensvej) for. Han satte sig i spidsen og koordinerede hele forløbet, en stor tak til ham. Han gav også mulighed for at købe planter til erstatning for de fældede.


Vi fik ny belægning på den yderste del af Guldvangen, det førte desværre til øget hastighed på vejen. Vi har som konsekvens af dette opstillet nogle hvidmalede brøndringe, det har efter sigende hjulpet. Bestyrelsen har et ønske om at få skabt økonomi til fornyelse af asfaltbelægningen på den første del af Guldvangen i løbet af et par år.


Der er ikke skabt endelig afklaring om affaldshåndteringen endnu, men der er ønske om fælles genbrugsstationer i stedet for mange spande ved husene.


Vi har haft besøg på legepladsen af Teknik og Miljø fra Varde Kommune. De fandt, at det gamle legetårn var gammelt og slidt, og temmelig dyr at få repareret. Jernbanesvellerne om den gamle sandkasse burde af hensyn til miljøet også fjernes. Kay, Egon og Anders trak i arbejdstøjet, for at fjerne det gamle udstyr, det gav en pæn besparelse ved projektet. Vi kan sammen med børnene nu glæde os over et nyt tårn mange år fremover.


I januar fjernede vi låsene på postkassehusene, så der nu er fri adgang for avisbude og andet godtfolk. Det betyder jo, at det står folk frit for at udskifte låsene på deres postkasser.


I Vandudvalget er der fokus på at fortsætte det gode samarbejde med ingeniørerne fra ”Fuldendt”. Kay Vejdiksen (P. Larsensvej) blev sidste år valgt ind i bestyrelsen og vi har valgt ham som kontaktperson i Vandudvalget. Her har vi stor gavn af Aage Siig Christensens (Jeppesvej) ekspertise omkring bortledning af vand. Vi har afsluttet oprensning af Guldvangsgrøften og Hundevejsgrøften og fået stien ved P-pladsen hævet. Vi forventer i år også at få afvandet området ved indgang til legepladsen. Udover det, har vi et fælles projekt ved skelgrøften mellem Frydenlund og Guldvangen. Næste år forventer vi at få et projekt ved Kirkeflodsgrøften sat i værk, samt måske en bro over Guldvangsgrøften.


Allan sluttede sin beretning med at fortælle om sidste års opbakning af generalforsamlingen til en mindre udvidelse af grundvandssænkningen. Vi, fra bestyrelsen regnede med at kommunen efter ansøgning ville optage strækningen som en del af Houstrup rørledning og dermed påtage sig vedligeholdelsen. Det gav desværre et afslag, bestyrelsen har derfor et forslag til ændring af vedtægten, mere om det senere.

 

5.   FEMLÆGGELSE AF REGNSKAB OG BUDGET

Vores kasserer Per Toftdahl fremlagde revideret regnskab og budget. Regnskabet i sin helhed er tilgængeligt på hjemmesiden.

Den fremskredne tid på året for generalforsamlingen gav anledning til lidt forvirring, idet regnskabet er for 2020 og budgettet for 2021, som er på vej mod slutningen.


Per konstaterede at vi pga. den forhøjede kontingent laver en pæn opsparing med henblik på kommende opgaver. Noget nyt i regnskabet er, at vi nu har en udgift til at få opbevaret vores penge.


6.   VALG AF MEDLEMMER TIL BESTYRELSEN

På valg til bestyrelsen er Allan Nielsen og Anders Grimstrup, begge blev genvalgt. Som suppleanter blev valgt Bjarne Rasmussen (Peter Larsensvej) og Teija Vainio-Pedersen (Kirkeflod 20).


7.   VALG AF TO REVISORER

Som foreningens revisorer var der genvalg af Marius Trip og Flemming Toft.


8.   FASTSÆTTELSE AF KONTINGENT

Bestyrelsen foreslog uændret årligt kontingent på 1.500 kroner. Det blev vedtaget.


9.  INDKOMNE FORSLAG

Forslag om vedtægtsændring blev forelagt af formanden Allan Nielsen. Han fortalte om hovedforløbet af grundvandssænkningen, hvor det, da det blev etableret skulle have en dræneffekt, men det varede kun ganske få år. Efter den tid har det stort set kun virket som transportledning. Nogle steder er der stor afstand til brønde, hvor man kan tilslutte dræn - vi ønsker derfor at udvide systemet. Det kræver dog forsamlingens godkendelse i form af en vedtægtsændring. Paragraf 3 vil ved en godkendelse blive ændret.


Ib Kjær (P. Larsensvej 29) spurgte, hvor mange projekter af den art, der vil kunne tænkes at blive ansøgt om i fremtiden. Allan anslår max. 7 steder, estimerede udgifter for hvert projekt er under 100.000 kroner. Jørgen Larsen (Kirkeflod) mente ikke, at Varde Kommune er til megen hjælp ved problemer med vand, men har gennem initiativer fra foreningens side fået afhjulpet den høje vandstand på sin grund.


Vedtægtsændringen blev vedtaget.

 

10.  EVENTUELT

Eva Brammer roste formand Allan Nielsen, men kunne godt være nervøs for hærværk på de ulåste postkassehuse, ikke mindst da nogle refleksbånd tilsyneladende er pillet af bommene rundt i området.

Der var ønske om oprettelse af face book gruppe gældende for beboere.


Til slut takkede foreningen med et par flasker vin til hjælp fra Conny Toftdahl, Aage Siig, Steen Hansen og Halfdan Andersen.

 


 

GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN


CVR NR. 33798423