GF-2019 Referat

REFERAT FRA GENERALFORSAMLING

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

20-APR-2019     |     GENERALFORSAMLING 2019


Generalforsamlingen blev sædvanen tro afholdt påskelørdag, dette år den 20. april 2019. Igen i år afholdt vi mødet i Stausø Friskoles hal. Her er der god plads til alle.


DAGSORDEN


1.  Velkomst

2.  Valg af to stemmetællere

3.  Valg af dirigent

4.  Bestyrelsens beretning 

5.  Fremlæggelse af regnskab og budget

6.  Valg af medlemmer til bestyrelsen. På valg er:

Christian Møller  (formand)

Allan Nielsen  (næstformand)

Anders Grimstrup  (referent)

To suppleanter

7.  Valg af to revisorer

8.  Fastsættelse af kontingent

9.  Indkomne forslag

10. Eventuelt




1.   VELKOMST

Formanden bød velkommen til en talrig forsamling og bad Halfdan Andersen styre os gennem Vesterhavssangen på harmonikaen.


2.  VALG AF TO STEMMETÆLLERE

Næste punkt på dagsordenen var valg af to stemmetællere - her blev foreningens revisorer Marius Trip og Flemming Toft valgt.


3.  VALG AF DIRIGENT

Halfdan Andersen blev valgt til mødets dirigent. Han tog ordet og konstaterede at generalforsamlingen var lovlig varslet i følge foreningens vedtægter og dermed beslutningsdygtig.


4.  BESTYRELSENS BERETNING 

Dirigenten videregav ordet til foreningens formand Christian Møller. Bestyrelsens beretning, som fremlagt af formanden, vedlægges referatet.

Formanden sluttede sit indlæg med at bede om, inden næste punkt på dagsordenen, at tage næstformanden Allan Nielsens indlæg fra Vandudvalget med under samme punkt.


Allan oplyste, at Vandudvalget er kommet langt i arbejdet med at skaffe sig basal viden om bortledning af vand fra området. Finn Højbye (Jeppesvej) og Claus Thomsen Boe (Kirkeflod) er trådt ud af udvalget. Det kan ikke beskrives, hvor stort et arbejde Claus har lagt i at finde brønde og siden grøfter, få det registreret, lavet kort og løbende været med til at få vores rådgiver ”Fuldendt” behørigt oplyst om indsamlet data.


I 2018 er der lavet pilotprojekt med Varde Kommune med spuling ved Jeppesvej, lavet procedure for vedligehold af grundvandssænkningen, lavet grøftekort med plan for vedligehold og lagt planer for Vandudvalgets virke fremover. Vi ved nu, at pga. jordens indhold af okker får vi ikke vandet til at sive direkte ind i rørene. Filtlaget der omslutter rørene bliver hurtigt tilstoppet og spuling af rørene har ikke den ønskede effekt. Men grundvandssænkningen er alligevel effektiv, når vandet fra dræn og grøfter skal ledes bort.


Vi laver et årligt tjek af spulebehov. Indberetning fra medlemmer om høj vandstand vil indgå i vurderingen. Ud fra det vil der blive foretaget spulinger. Spulingerne vil blive registreret på oversigtskort med historik. Rørledninger vil blive fornyet, hvis der opstår sammenfald eller brud.

Vi er nået derhen, hvor vi mener at Vandudvalgets hidtidige møder, kan afholdes som et punkt på dagsordenen i forbindelse med bestyrelsens møder. 


Med det sluttede Allan Nielsen sit supplement til bestyrelsens beretning.


Dirigenten overtog og bad generalforsamlingen om kommentarer til bestyrelsens beretning. Forsamlingen stemte uden kommentarer for beretningen som den forelå.


Christian Møller havde dog en kommentar efterfølgende. Han mener, at der er en udbredt tendens til opsætning af trådhegn i skellet om grundene. Han pointerer, at det af hensyn til dyrelivet kun er tilladt at have levende hegn ifølge vedtægterne. Eva Brammer hævdede, at det er tilladt at opsætte trådhegn inde på grunden. Christian Møller mener, at det må være et fortolkningsspørgsmål.


Derpå meddelte han, at han på grund af helbredet ikke agter at genopstille.


5.   FEMLÆGGELSE AF REGNSKAB OG BUDGET

Kasserer Magnus Andersen præsenterede regnskab og budget, revideret 1. februar 2019. Regnskabet blev enstemmig vedtaget, den kan studeres på hjemmesiden.


Magnus har endvidere udfærdiget et budget, der i hans version er et uforpligtende bud på fremtiden. Der kan i fremtiden forventes færre udgifter til møder, når Vandudvalget bliver en del af bestyrelsen. Det vil reducere udgifterne til især kørsel. Han forudser i indeværende år et underskud på 90.000 kr.


6.   VALG AF MEDLEMMER TIL BESTYRELSEN

Her foreslår bestyrelsen Per Toftdahl som nyt medlem af bestyrelsen i stedet for den afgående formand Christian Møller. Allan Nielsen begrundede bestyrelsens forslag med en præsentation af Per.


Per har sommerhus på Hans Hansensvej 29 og har haft det i otte år. Han deler avis med Conny (vores redaktør af GuldvangsPosten) og har været med i kulissen til vores nye hjemmeside. Per er 61 og har i sit arbejdsliv haft med IT at gøre. Per og Conny bor i Kolding, hvor deres to børn er vokset op. Han arbejder med IT i Fredericia Kommune. Per er ikke ubekendt med bestyrelsesarbejde.


De to øvrige på valg - Allan Nielsen og Anders Grimstrup - blev foreslået genvalgt. Da der ikke var andre forslag blev de tre ovennævnte valgt.

Suppleanter til bestyrelsen blev Aage Sig Christensen (Jeppesvej) og Claus Thomsen Boe (Kirkeflod) valgt uden afstemning.


7.   VALG AF TO REVISORER

Marius Trip og Flemming Toft blev genvalgt som interne revisorer.


8.   FASTSÆTTELSE AF KONTINGENT

Bestyrelsen foreslår en kontingentforhøjelse til 1.000 kr. om året. Formanden begrunder forhøjelsen med at stamvejen (Guldvangen) i en ikke fjern fremtid vil trænge til ny belægning. Vi forventer også i fremtiden stigende udgifter til grundvandssænkningen. Vi vil dog stadig efter forhøjelsen være blandt de billigste grundejerforeninger i området.


Eva Brammer bad om ordet for at støtte op om forslaget, men mente, at det fremlagte regnskab viser, at bestyrelsen bruger rigeligt på møder.

Christian Møller medgav, at vi skal passe på grundejernes penge, men vi er allerede i gang, da det reducerede Vandudvalg vil betyde en besparelse. Kørepenge er en væsentlig udgift, da medlemmer af bestyrelsen kommer fra mange dele af landet.


Forhøjelsen blev enstemmig vedtaget.


9.  INDKOMNE FORSLAG

Der var ingen indkomne forslag.


10.  EVENTUELT

Bestyrelsen har bedt Flemming Toft holde et lille indlæg om havmiljøvogterne, da det jo i høj grad vedrører sommerhusejere og brugere. 


Brugerne af hav og strande er både de professionelle og fritidsfolket. 100.000 skibe passerer hvert år gennem dansk farvand. Håbet er, at flere vil få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vi passer bedre på dette miljø. Problemet er åbenbar, hvilket vi kan se ved de årlige strandrensninger. Det finder for øvrigt sted lørdag efter Kristi Himmelfart ved Houstrup Strand, 1. juni 2019 kl. 10.00.


Flemming fortalte om forskellige tiltag, der er lavet af havmiljøvogterne. Fritidssejlere er blevet udstyret med en vimpel til bådene, der fortæller om deres tilknytning til foreningen. De har så mulighed for at indrapportere på en APP om miljøsyndere eller forureninger, de møder på deres vej rundt i de danske farvande. Problemet er kæmpestort, det er bl.a. fiskenet der af forskellige grunde bliver efterladt til havs, garnet stopper jo ikke med at fiske, fordi det er sunket til bunds, men virker efterfølgende som en dræber. Vi kender alle til mange typer affald, der driver op på strandene.


Et initiativ er, at vi forud for en tur til stranden i Spar Nords afdelinger kan afhente poser til opsamling af ”havfald”. Medlemskab af foreningen er gratis. Flemming Toft på telefon 2887 8585 oplyser gerne nærmere om foreningens formål.


Derefter præsenterede Allan Nielsen den nye folder, ”Information og Vedtægter”. Vi har med folderen ønsket at opdatere vores vedtægter og imødekomme mange af de spørgsmål, vi bliver præsenteret for. Folderen kan findes på hjemmesiden, men da vi har fået trykt en del, kan de også udleveres ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem.


Eva Brammer nævnte en artikel fra Jyske Vestkysten, der fremhævede et middel til dæmpning af vejstøv.


Dirigenten sluttede derefter generalforsamlingen med at takke for god ro og orden.


Den afgående formand Christian Møller fulgte traditionen med at takke forskellige, der i årets løb har været os behjælpelige med at løse foreningens opgaver. Han sluttede med at takke bestyrelsen for godt samarbejde gennem mange år.


Allan Nielsen bad om ordet for på bestyrelsens vegne at takke Christian. Han sagde:


Du har siddet med i bestyrelsen i 15 år, heraf 12 år som formand. Det, der sprang i øjnene, da jeg kom i bestyrelsen, var dit store netværk. Dit engagement og interesse for andre, har vi haft stor nytte af, ikke bare i foreningen, men også i samspillet med andre grundejerforeninger, med myndigheder og her ikke mindst Varde Kommune.


Guldvangen er ikke den eneste bestyrelse du er med i. Personligt mødte jeg dig første gang ved ”Åbent Hus” på Klinting Vandværk. Du tog her imod som medlem af bestyrelsen. Du har været inspirerende at arbejde sammen med, møder altid velforberedt, er ihærdig med stor iver og autoritet, men også blik for holdet.


Med forståelse for din beslutning vil vi fra bestyrelsen gerne takke både dig og Marianne, for timerne vi har tilbragt i hinandens selskab.




                      Referent: _______________________________


                                            Anders Grimstrup


                      Dirigent: _________________________________


                                            Halfdan Andersen



 

GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN


CVR NR. 33798423