GF-2020 Referat

REFERAT FRA GENERALFORSAMLING

OMRÅDETS OG FORENINGENS UDVIKLING

REFERAT

20-SEP-2020     |     GENERALFORSAMLING 2020



DAGSORDEN


1.  Velkomst

2.  Valg af to stemmetællere

3.  Valg af dirigent

4.  Bestyrelsens beretning 

5.  Fremlæggelse af regnskab og budget

6.  Valg af medlemmer til bestyrelsen. På valg er:

Egon Ølgod  

Magnus Andersen

To suppleanter

7.  Valg af to revisorer

8.  Fastsættelse af kontingent

9.  Indkomne forslag

10. Eventuelt



1.   VELKOMST

Generalforsamlingen 2020 er højst usædvanligt blevet afholdt 20. september i stedet for påskelørdag. Det skyldes som bekendt Corona-virus.

På grund af ovennævnte virus kunne mødet heller ikke indledes med en sang, som vi ellers plejer. Borde og stole var placeret med behørig afstand. Formand Allan Nielsen bød velkommen til generalforsamlingen og nævnte at han, på grund af de ekstraordinære omstændigheder, havde været i forbindelse med Corona hot-line og politiet for at blive bekræftet i, at mødet kunne holdes under disse forhold. Han nævnte også, at vi efter mødet ville blive orienteret om militærets kommende aktiviteter i naturstyrelsens arealer ud mod havet.


2.  VALG AF TO STEMMETÆLLERE

Foreningens revisorer Marius Trip og Flemming Toft blev valgt som stemmetællere.


3.  VALG AF DIRIGENT

Halfdan Andersen blev foreslået og valgt som mødets dirigent. Han takkede for valget, men kunne ikke sædvanen tro konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet, da Corona jo ikke er nævnt i vores vedtægter. Men han kunne videregive ordet til foreningens formand for at afgive bestyrelsens beretning, der vil blive vedlagt referentens beretning.


4.  BESTYRELSENS BERETNING 

Indledning

Det har været et alsidigt og anderledes år for bestyrelsen.
Den usædvanlige militærøvelse i september efterlod sig nogle ”dybe spor” Efterårets rekordstore nedbør gav ekstra job til flere. Det nye betalingssystem til kontingent, der betød at mange ikke fik betalt til tiden.

Corona krisen betød, at vi måtte udskyde Generalforsamlingen. Et historisk brud på en hyggelig og tilbagevendende tradition i
foreningen Påskelørdag, som markerer starten på foråret og en ny sæson.  Strandrensningen i år måtte desværre aflyses.

 

Medlemsforhold

I 2019 blev der solgt i alt 25 sommerhuse. Her i år er vi nået over 30 huse indtil nu, en stigning der både skyldes Coronaen, men også en del generationsskifter, hvor sommerhuse overtages af familie/børn. Bestyrelsen vil gerne byde alle nye medlemmer hjerteligt velkommen og håber, at I vil nyde godt af vores dejlige natur og at I aktivt vil bidrage til sammenholdet her i foreningen.

  

GuldvangsPosten og hjemmesiden

Vores redaktør Conny Toftdahl har i årets løb ydet en stor indsats og stået for opsætning og udgivelse af vores nyhedsformidling via GuldvangsPosten. Hjemmesiden fungerer rigtig godt, tingene kommer hurtigt ud og medlemmerne har mulighed for at være velorienterede. At vi med kort varsel lykkedes at få udskydelse af generalforsamlingen rettet i bladet inden trykning er et godt eksempel. Tak for det gode samarbejde.

 

De 6 foreninger i Lønne Houstrup

Vi er 6 lokale foreninger: Guldvangen, Frydenlund, Sommerhusbyen Houstrup, Gammelgab, Hejbøl og Gravensbjerg.

Vi har et netværkssamarbejdet om fælles interesser fx:


  • En cykelsti mellem Nr. Nebel og til Blåbjerg plantage.
  • Høringssvaret til forsvaret
  • Vidensdeling om myndighedsaktiviteter.
  • Klimatilpasninger
  • Nye sommerhusområder, fx Nymindegab med 112 huse.
  • Strandrensning
  • Kontingent

 

De 28 sommerhusforeninger i VK

Her har vi nu fået et Fællesudvalg som har givet os en mere struktureret samlet indsats overfor Varde Kommune repræsentant for de 8500 sommerhusejere som vi er. Allan Junge fra Vejers er formand. Der arbejdes nu på at blive repræsenteret i et nyt destinationsfællesskab for Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner ”Destination Vesterhavet”

Forsvaret

Sidst i september blev vi vidner til militærøvelsen ”Operation Brave Lion ”, som foregik fra Oksbøl til Nymindegab og var en af de største i 15 år med 2000 danske soldater. Forsvarets Ejendomsstyrelse indledte efterfølgende en offentlige høring – som vi indsendte et fælles høringssvar til fra de 6 lokale. Ved Påsketid var der stor aktivitet med at genoprette veje og stier i plantageområdet med ny belægning og stabilgrus på bl.a. Skel- og Engvejen. Vejen til stranden er nu blevet bedre end før.

 

Økonomi

Årets samlede resultat ligger på niveau med det budgetterede. Veje og stier var dog væsentlig højere end budget, hvorimod området for vandforhold var lavere.
Den gamle BS-ordning skulle erstattes af et nyt og simplere system. Det viste sig dog ikke at være heeelt så simpelt at starte på en frisk og det gav en hel del ekstra ulejlighed for jer som ejere samt for bestyrelsen og det vil vi gerne vil beklage – men nu er alt på plads og alle har fået betalt. Tak for jeres forståelse og til alle som bidraget.
I de kommende år vil prioriteten fortsat være på fælles forhold med vand, veje og stier.

Sidste års kontingentvedtagelse på 1.000 kr. gav foreningen mulighed for at tilpasse budget for vedligehold i de kommende år.

Bestyrelsen vil dog gerne ”slå et ekstra slaw” for at fremme den ønskede fornyelse af asfaltbelægningen og hvis der er opbakning i generalforsamlingen også støtte en udbygning af grundvandssænkningen med flere brønde som fælles projekt.

 

Veje og Stier

Tidligere blev vores stier vedligeholdt på fælles arbejdsdage, men sidste forår prioriterede vi at få udført vedligeholdelsen af en professionel anlægsgartner.
I starten af juni 2019 fik vi lavet en ny belægning på Jeppesvej og vi prioriterede samtidigt, at medtage Guldvangen fra asfaltvejens ophør og frem til P-pladsen til plantagen/stranden. Den nye belægning med granitskærver har vist gode erfaringer med lang holdbarhed i sommerhusområder. Den mindsker støvgener i tørre perioder, men kan friste til højere fart. Bestyrelsen undersøger p.t. egnede hastighedsnedsættende foranstaltninger på Guldvangen.

Forsyningen

På grund af Corona-situationen var genbrugspladsen i en periode lukket og flere kørte forgæves med deres trailere med grenaffald. Den ubemandede og døgnåbne grenaffaldsplads på Houstrupvej åbnede efter planen den 27. marts og har været flittigt benyttet.
I efteråret åbnes igen fra fredag uge 41-43.

Legepladser
Den store legeplads ved Jeppesvej er meget populær og benyttes meget hen over sæsonen. Det betyder slitage og vedligehold. Vi havde tidligt på året et uanmeldt besøg på legepladsen af Teknik & Miljø i Varde kommune som efterfølgende påpegede vigtige fejl ved bl.a. på legetårnet og svævebanen. Fejlene blev omgående rettet og vi har nu aftalt en egenkontrol samt et årligt tjek og inspektion af en teknisk medarbejder fra Kommunen.

Udlejningsbureauerne indberetter hvis de får klager – det er I også meget velkommen til, hvis I observerer noget.

 

Almene forhold
Hen over året har der været mange henvendelser fra Grundejere med ansøgninger om private dræn, med stigende tendens til at gå sammen i grupper med naboer. Endvidere ombygninger, udskiftning af tage samt gravetilladelser i forbindelse med fibernet plus reaktioner på efterårets militærøvelser.
Der har været ekstra mange ønsker om nye nøgler til postkasser mest ifm. ejer skift. Stor tak til Jens Larsen for din store hjælp og gode service med at få nøgler fikset til alle.   
Der har været henvendelse om køb af Guldvangen 82 - P-pladsen – Den er dog ikke til salg!

 

Vandudvalget

Udvalget har i perioden ikke haft ressourcer til at fortsætte som selvstændigt udvalg. Men arbejdet har ikke ligget stille – tværtimod. Især stor tak til Aage Siig Christensen som med sin faglighed har ydet en kæmpe indsats og været på mange besigtigelser og vejledt grundejere. Tak til de mange positive tilkendegivelser fra jer med ros og opbakning til fælles initiativer.
Vi er nu spændte på at få gennemført projektet langs Guldvangen og Hundestien. Naturstyrelsen starter efter planen i september med at fælde bevoksningen langs med og nede i selve grøfterne, klar til oprensning af grøfterne. Der vil blive taget hensyn til det æstetiske, så visse træer og buske bevares, men der vil blive synlige spor.

Vi har været i kontakt med de grundejere som bliver berørte og har fået skriftligt accept til at foretage det, der skal til. Naturstyrelsen og foreningen vil efterfølgende fylde grus på stierne, hvor der skønnes behov og dermed gøre farbarheden bedre i ydersæsonerne.

 

Frivillige hænder i arbejdsgrupper?
Med flere frivillige til at give en hånd med, kan vi lave flere aktiviteter. Skriv til os og oplys hvilket emne I evt. gerne vil deltage i:

  1. Legepladsaktiviteter
  2. Koordinering af oplæg om træfældning på private grunde.
  3. Afholdelse af loppemarked.
  4. Deltage i Vandudvalgets arbejde.
  5. Bestyrelsesarbejde generelt

 

Hegn

Til genopfriskning og til nye medlemmer vil vi gerne gøre opmærksom på vores Deklaration, hvor der under punkt 26 står at ”Hegn i skel og mod veje, stier og fællesarealer må kun være levende.” Efter en tur rundt i området ser vi dog af og til nye hegn i skel, som ikke ser specielt levende ud. Alle i bestyrelsen synes hverken at det klæder området eller ser pænt ud og de pågældende grundejere må derfor forvente at få en henvendelse.

 

Tak til bestyrelsen for et flot arbejde. - Tak for ordet.


Kommentar til beretningen fra bl.a. Eva Brammer, der til bestyrelsens kritik af hegn omkring parceller mener, at det er i orden at opstille hegn på egen grund for at holde hunden hjemme. Brammer spurgte også om foreningen er forsikret, hvis der sker uheld på legepladsen. Karen Jeppesen, Guldvangen spurgte hvad der kunne laves af hastighedsdæmpende tiltag på strækningen, hvor vi har fået lagt asfalt på.

Allan svarede Brammer, at det formodentlig er tilladt med hegn på privat grund, men ikke i skel. Med hensyn til forsikring på legepladserne er vi trygge. Tidligere på året fik vi uanmeldt besøg af en medarbejder fra Teknik og Miljø, Varde kommune. Han påpegede et par fejl, som vi omgående udbedrede. Vi foretager egenkontrol forud for bestyrelsesmøder og har aftalt et årligt besøg fra kommunen. Det har skabt den fornødne sikkerhed. Med hensyn til hastigheden på den forbedrede strækning af stamvejen, er det jo et svært dilemma. Vi er kommet støvgenerne til livs, men står så med et nyt problem, hastigheden. Vi går naturligvis efter løsninger.


Tage Christensen, Jeppesvej spørger til kloakering af området, det er der for nuværende ingen planer om. Han er kritisk over for miler, der bliver brugt til det grå spildevand. Det er der dog ingen belæg for fik han til svar. Tidligere formand Chr. Møller svarede, at med hensyn til fremtidig kloakering, er det en kommunal opgave, der ikke kan belaste sommerhusejerne økonomisk. Eva Brammer støttede ham i dette. Da Christian nu var i gang nævnte han, at der ud over de 6 grundejerforeninger vi deler interesser med i området, formodentlig kommer en syvende, Solvang. Det er det nye udstykningsområde med meget store huse øst for Houstrupvej. Chr. Møller er også meget kritisk overfor trådhegn i området, det er grimt, og forhindrer vildtets frie vandring i det naturområde, vi holder af.


Peter Schelde, Højsvej mangler at få bekræftet at generalforsamlingen er lovlig indvarslet. Dirigenten svarer, at forsamlingen er beslutningsdygtig, vedtægterne har i sagens natur ikke kunnet forudse de restriktioner, vi nu må leve med.


5.   FEMLÆGGELSE AF REGNSKAB OG BUDGET

Regnskab og budget blev fremlagt af kasserer Magnus Andersen, budgettet er jo ikke normalt, da der ikke er meget tilbage af regnskabsåret.

Regnskabet udviste et underskud, der kan forklares med ekstraordinære udgifter til forbedring af veje. Regnskabet blev sat til afstemning, hvor der var en stemme imod. Peter Schelde protesterer mod udgifterne til vandafledning.


Efterfølgende tog Allan Nielsen ordet på vegne af vandudvalget. Han nævnte mange års manglende vedligehold af grøfter, der sammen med grundvandssænkningen er forudsætningen for en effektiv bortledning af vand fra området. Vi har fået et godt samarbejde med Naturstyrelsen, der administrerer de tilstødende skovarealer om oprensning af grøfter i skel. Der vil i første omgang, her i efteråret, blive renoveret grøfter ved stamvejen fra Peter Larsensvej ud til, og langs med Hundevejen. De berørte lodsejere er blevet adviseret og er kun glade for oprensningen. Allan Nielsen nævnte også et tilfælde fra sidste vinter, hvor det nær var gået galt for en husejer med oversvømmelse i det pågældende område.

Allan nævnte også muligheden for private dræn, der kan etableres, men tilladelse skal søges.


Formanden fandt anledning til at nævne kontingentforhøjelsen, vi på grund af ovennævnte vedligehold af vandafledning, beder forsamlingen tage stilling til. Det fik Peter Schelde, der forud for generalforsamlingen har været i dialog med bestyrelsen omkring vores ageren med vedligehold af vandafledning, på benene. Schelde, der har haft hus siden 1980, talte om reglerne for betaling for bortledning af vand, om reglerne for byrdefordeling af udgifter og at der skal være enighed om dette. Han mener, det påhviler lodsejere der får fordel af eventuelle tiltag skal betale. Dermed anfægter han bestyrelsens ret til at hæve kontingentet for at bedre den fælles vandafledning, han truede med ikke fremover at betale kontingent. Formanden forbeholdt sig herefter ret til ikke at kende den eksakte jura i detaljer, men mener, at pligten til at betale det fastsatte kontingent er uomgængelig. Derefter forklarede Allan, at for at være på sikker grund havde han konsulteret kommunens sagkyndige på området og en grundejer her fra området, der er jurist. Herfra lyder det, at vi er i vores fulde ret. Tage Christensen, Jeppesvej gav her sin opbakning. Schelde gav udtryk for at bestyrelsen risikerer at stå med personlige modkrav, hvis de fremturer. Dette kan ikke ske, svarede Eva Brammer og tidligere formand Chr. Møller gav hende ret. Det foranledigede Schelde til at udtrykke kritik af den tidligere formand.


Teija Vainio Pedersen fra Kirkeflod 20 præsenterede sig som ny husejer, spurgte om der var udsigt til yderligere forhøjelser af kontingentet i fremtiden, da det så måtte lægges ind i budgettet.  Svaret er, at det vil ikke ske.


6.   VALG AF MEDLEMMER TIL BESTYRELSEN

På valg til bestyrelsen er Egon Ølgod og Magnus Andersen. Magnus ønsker ikke genvalg, bestyrelsen foreslår derfor Kay Vejdiksen, Peter Larsensvej 23, der har lovet at modtage valg. De to blev valgt.

Eva Brammer spurgte om det er en kasserer vi efterlyser, svaret er, at bestyrelsen først efter generalforsamlingen konstituerer sig. Suppleanter blev Aage Sig, Jeppesvej 4 og Bjarne W. Rasmussen, Peter Larsensvej 33. Aage er desuden kyndig medlem af vandudvalget.


7.   VALG AF TO REVISORER

Som revisorer blev Marius Trip og Flemming Toft genvalgt.


8.   FASTSÆTTELSE AF KONTINGENT

Allan Nielsen argumenterede for en foreslået kontingentforhøjelse til 1500 kr. årligt. Der er behov for vedligehold af asfaltvejen indenfor et kort åremål, desuden mener bestyrelsen at der udover vedligehold af afledning af vand også vil være behov for en vis klimatilpasning pga. væsentlig mere nedbør.


Kirkeflod 50 spurgte til prisen på grundvandssænkningen. Allan forklarede at vi gennem et godt samarbejde med kommunen får foretaget nødvendige spulinger, efter anmodning, for kommunens regning. Reparationer vil også være kommunens opgave, hvorimod større opgaver som fornyelser af hele stræk vil være på foreningens regning. En pris kan derfor ikke fastsættes, men det er klart at vi skal være rustet til opgaver af den art. Allan nævnte også muligheden for etablering af private dræn, prisen afhænger her af afstand til brønde i grundvandssænkningen.


Eva Brammer spørger om vi har skøde på Guldvangen. Peter Schelde bekræfter, at foreningen har skøde på diskuterede områder. Eva vil gerne have et øremærket vejfond, det har bestyrelsen tidligere afvist, da en bestyrelse frit skal kunne disponere. Flemming Toft anbefaler, at tage forhøjelsen i to tempi.


Claus Boes, Kirkeflod 54, tidligere medlem af vandudvalget, der har skaffet sig stor viden om emnet vand, talte for at løfte i flok og at gøre det hurtigt, da vi har brug at komme i gang med klimaproblematikken. Til slut talte Allan imod at binde bestyrelsen med diverse fonde eller andre målrettede forhøjelser.


Forhøjelsen blev vedtaget med et stort flertal.


9.  INDKOMNE FORSLAG

Der er fremkommet forslag om et hastighedsdæmpende tiltag. Et billigt tiltag i form af sandfyldte brandslanger på tværs af kørebanen. Det kan vi jo afprøve.


10.  EVENTUELT

Fra P. Larsensvej 16 lød der en advarsel. Der er blevet affyret fyrværkeri i nytåret. Det er ikke blot farligt, men også ulovligt, der er vist ingen steder, at gældende afstandskrav kan overholdes.


Allan sluttede generalforsamlingen med tak til forskellige hjælpere. Ikke mindst med en stor tak til afgående kasserer og bestyrelsesmedlem Magnus Andersen, der har bidraget med godt humør, administration af hjemmesiden og arrangeret fælles svampetur.


Derefter introducerede Allan major Stig G. Larsen, der fortalte om forsvarets kommende brug af Naturstyrelsens arealer fra Nymindegab i nord ned mod Blåvand. Han fortalte om spor, der skal laves til brug under øvelser i fremtiden, om gener i form af støj og en voksende aktivitet året rundt. Dog lyder det til, at vi slipper forholdsvis billigt og at der altid vil være uhindret adgang til havet, men selvfølgelig skal der udvises forsigtighed ved krydsning af sporene under øvelser.




                      Referent: _______________________________


                                            Anders Grimstrup


                      Dirigent: _________________________________


                                            Halfdan Andersen



Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende som:

Formand Allan Nielsen    

Kasserer Per Toftdahl  

Referent Anders Grimstrup

Næstformand Egon Ølgod

Teknisk Service Kay Vejdiksen         

 

GRUNDEJERFORENINGEN GULDVANGEN


CVR NR. 33798423